Feed on
Posts
Comments

Så kom den. Årets korteste dag.

Nu kommer lyset snart tilbage og skubber mørket væk.

Og jeg glæder mig. Hold kæft, hvor jeg glæder mig.

Jeg har aldrig været så lyshungrende, feriehungrende, energihungrende, hungrende-alt-muligt som jeg er nu.

Selvom i dag er sidste arbejdsdag før jul, så føler jeg først, at min ferie starter om en uge. Jeg bliver hentet direkte fra arbejde af en veninde. Vi skal til Tåsinge og besøge en af hendes veninder. Så vender vi snuden mod Århus igen i morgen, hvor jeg skal have købt de sidste julegaver, vasket tøj og pakket. Søndag skal jeg hjem til familien og kommer hjem 2. juledag, så jeg er klar til at arbejde torsdag og fredag.

Det eneste jeg trænger til, er nogle HELE dage hjemme. Hvor jeg ingenting skal. Hvor jeg bare kan gøre, hvad jeg vil.

Sært nok, for dem har jeg egentlig rigeligt af i weekenderne i løbet af året, men nu TRÆNGER jeg virkelig.

Jeg plejer aldrig at tage ferie mellem jul og nytår. Det har aldrig rigtig været så interessant. I år fortryder jeg dog virkelig, at jeg ikke har bedt om ferie, men det var jo ikke til at vide, at jeg ville trænge så meget til en pause. Det er ikke fordi jeg har ekstra lange arbejdsdage. Det er mere frustrationer på arbejde, frustrationer over min relation til ex’en etc.

Hvad angår mit løbeprojekt, så nåede jeg de 5 km. Og så gik jeg i stå! Fuldstændig. Blev ramt af den mørke kulde og manglende energi. Det er 3 uger siden jeg sidst var ude at løbe.

Cyklen punkterede på begge jul med én cykeldags mellemrum. Fik lappet det ene dæk, men på første cykeltur efter denne lapning, punkterede så det andet dæk. Så den har også stået stille et par uger efterhånden, fordi jeg ikke har kunnet tage mig sammen til at trække den de 8 km hjem fra arbejde og ned til cykelsmeden.

Jeg er gået fra fysisk aktiv til inaktiv (ud over de dage, hvor jeg vælger at gå på arbejde). Det avler jo heller ikke ligefrem energi.

Nå, ikke mere brok herfra. Det nærmer sig jo et ynkeligt stadie (men jeg vil sgu ha’ lov!).

Den eneste, der kan gøre noget ved tingenes tilstand…….tja…..det ved vi jo alle, hvem det er……

Det står sgu sløvt til med rapporteringen fra ingenmandsland.

Måske fordi der ingen mand er at rapportere om.

Eller.

Det passer ikke. Ikke helt, i hvert fald – men den eneste mand jeg kan rapportere om, burde faktisk slet ikke være en del af mit “land”. Det er nemlig ex’en. Som nu har været min ex i 2½ år – et halvt år længere end han var min kæreste (hvilket i øvrigt er meget underligt at tænke på og ikke helt til at forstå). Vi spiser sammen, ser film i sofaen, nusser, ser en koncert en sjælden gang imellem. Og det er selvfølgelig til tider noget værre rod. For mig og mine følelser. Især de gange, hvor jeg lader mig forføre. Så går det helt galt. Så tager jeg et break i en længere periode, hvor jeg kæmper for ikke at være i kontakt med ham. De perioder er blevet nemmere at være i. Meget nemmere. Men det er jo for fanden også noget være rod. At det skal være nødvendigt med denne kamp. Det er røvirriterende! I den perfekte verden ville jeg jo bare lukke og slukke.

Nå, men som udgangspunkt går det jo heldigvis meget, meget bedre med mit følelsesliv. Det var en meget, meget hård nyser at komme igennem det brud. Jeg har oplevet et følelsesmæssigt hårdt brud før, men det her var anderledes. Ikke fordi jeg mistede ham som kæreste, men fordi det skete som det gjorde og jeg mistede noget af mig selv. At få tæppet rykket væk under mig. At miste det hele – papbørn, svigerfamilie, kæreste, bolig – nærmest overnight. At blive kylet ud med badevandet uden redningsvest. At ligge og svømme desperat rundt mellem to øer uden at kunne nå nogen af dem, men bare synke længere og længere ned. Det er noget af det værste og mest sindsoprivende jeg har oplevet. Jeg gik rundt i en form for følelsesmæssig chok i et halvt år uden egen fast bolig, hvor jeg kunne komme til hægter. Et halvt år, hvor jeg bogstaveligt talt rystede på hænderne. Så meget, at andre kommenterede på det. Jeg smed så mange kilo, at min læge blev bekymret. Jeg var mere vågen om natten end jeg sov fordi jeg lå og skældte ud.

Og jeg håber aldrig, aldrig, aldrig at jeg skal opleve sådan et brud igen. Så hellere leve mit liv alene, for ingen mand er det værd. Ingen.

Er jeg skræmt over skulle møde en ny mand? Ja sgu! Nogen gange er jeg pissehamrende bange for at møde en mand, fordi jeg er så sindssygt bange for igen at opleve et sådant brud. Og nogen gange kan jeg gå i panik ved tanken: “Tænk, hvis jeg aldrig nogensinde bliver i stand til at føle noget for en anden mand igen”. For i bund og grund ønsker jeg jo ikke at leve alene. Jeg er fucking 43 år og har ikke tid til at spilde mit liv i ensomhed. Singleliv er opreklameret. Tosomhed er vejen frem.

Anyway – jeg er vel på cirka 95% oppetid i forhold til brudet. De sidste 5% skal jeg nok få bugt med.

I bund og grund har jeg det jo fint nu. Har datet et par stykker, men der er bare virkelig langt mellem lagkagestykkerne. Lige nu holder jeg datingpause. Har ikke mentalt overskud eller lyst. Det motiverer ikke, at jeg den ene gang efter den anden må konstatere, at ingen rammer mig. Ingen når dér ind. Der er sgu slukket. Eller bare virkelig lavt blus.

Jeg har været meget ramt af manglen på dagslys i år. Synes det har været langt værre end det plejer. Det plejer bare at være sådan lidt småtræls, men i år er det virkelig hårdt. Synes al overskud forsvandt, da vi stillede urene til vintertid.

Nå, men den 21. december er årets korteste dag – så begynder det heldigvis at gå i den lyse retning igen. Ganske vist i langsomt tempo, men dog i den rigtige retning.

Og nu har jeg vist overstået min skrivetid.

Til dig, der nåede helt herned: Er du på koffein?

 

P.S. Det er rart endelig at kunne skrive et sted, hvor ex’en, familie og omgangskreds ikke kan læse med. Derfor er det også så vigtigt for mig, at bevare min nyerhvervede anonymitet.

Jeg sidder her i min stue og nyder lyden af musik. Det spjætter i benene, og hvis ikke jeg tænkte så meget over, hvad andre tænker, så var jeg sprunget ud i dans for længe siden.

Men – bare tanken om, at genboerne kan se mig danse med mig selv. Det er i sådanne situationer (og kun i dem), at man skulle bo ude på landet, hvor man kan spille højt og danse som en sindssyg uden at nogen værdiger dig et blik. Måske lige på nær en ko, der tænker sære tanker om det den ser. Uden at vide om køer tænker. Sære ting.

Nå, men det er nu stadig en fornøjelse at skrive dette første indlæg med Maroon 5 i øregangen.

Men – de minder mig altså om, at jeg fandeme danser for lidt. Det gør jeg virkelig. Alt for lidt.

Nå, det kan jeg ikke gøre noget ved lige nu.

Altså ud over at slå mig løs på stuegulvet.

Hvad jeg så ikke gør.

Nemlig.

« Newer Posts