Feed on
Posts
Comments

Jamen, for pokker da – i morgen er det 3 måneder siden jeg sidst postede et indlæg. Hvad sker der lige for det?

Hmm…har ikke lige overvejet, hvad jeg vil skrive om. Men jeg vil i gang igen. Med at skrive. Vil!

Så nu vil jeg bare se, hvad der kommer frem på skærmen, når mine fingre bevæger sig henover tastaturet.

Jeg gik lidt i stå. Ikke bare med at blogge. Også med at løbe. Onlinedate. Leve sund(ere). Være motiveret til mit arbejde.

Gik til nogle helbredsundersøgelser, der pirkede lidt for meget til min frygt for at fejle noget alvorligt (læs=dødeligt). Det kan virkelig trække al mod og livsglæde ud af mig. Jeg tror altid det værste i de situationer – og så går jeg i stå.

Egentlig er det ikke kun i forhold til helbred, at jeg tænker sådan. Er bare meget skeptisk af natur. På vagt. Tager det ikke bare som en selvfølge at andre vil mig det bedste. Ikke at jeg går rundt og mistænker alle for have dårlige hensigter – slet ikke, men jeg stoler bare heller ikke automatisk på andre jeg møder.

“Jeg tror på det bedste i andre indtil modsatte er bevist” kan ikke påstås at være et mantra jeg lever efter, og naivitet som egenskab er et fremmedord for mig.

Nå, men for nu at vende tilbage til de punkter jeg er gået i stå med, så skal der jo gøres noget ved dem. Kombinationen af ikke at løbe og at leve (mere) usundt er ikke en særlig god én af slagsen. Den gør ikke noget godt for hverken min fysiske fremtoning eller mentale velbefindende.

Og der er som bekendt kun mig selv til at skabe forandring.

– Blogging: Det er jeg jo så i gang med nu med dette indlæg.

– Løb: Jeg var ude på min første korte og langsomme løbetur i søndags i den kølige morgenluft. Det var en rigtig god følelse bagefter.

– Spise sundere: Er ved at vende tilbage til rytmen med mere salat og knap så mange kulhydrater. Jeg bliver aldrig 100% sundhedsfreak – ikke engang i nærheden – dertil er jeg for madglad, men det ville ikke skade at tage mig lidt mere sammen.

– Online dating: Hmmm…jeg skal altså lige have løb og sund mad kørt tilbage på sporet igen, så jeg kan få mit fysiske selvværd lidt op på dupperne igen før jeg er klar til at kaste mig ud i det – igen igen igen. Hold kæft, jeg savner at have en kæreste. Savner omsorg og kærlighed. Savner at en kigger på mig med det der blik, der bare fortæller, hvor helt igennem fantastisk han bare synes jeg er med alle mine fejl og mangler. Og jeg savner at jeg selv kan kigge på én og føle præcis dét.

– Arbejde: Oh gru, det er nærmest et helt indlæg værdigt, hvad der foregår der. Jeg har været der i 8 år, og de sidste 5½ år har jeg skullet overbevise mig selv om, at der ikke er grund nok til at søge videre. Nu er jeg bare løbet tør for argumenter (eller løgne) overfor mig selv. Det sidste jeg holder fast i er mit behov for tryghed. Tanken om hele den nervepirrende og opslidende jobsøgningsproces og de – for mig – så frygtede jobsamtaler…jeg kan allerede mærke, hvordan selvtilliden siver ud af mig. Men jeg SKAL videre. Jeg bruger ganske enkelt for mange timer af mit liv på at være dybt frustreret over arbejdspladsens mangel på overblik og professionalisme.

Alle arbejdspladser har sine problemer at bokse med – og jeg skal ikke regne med at et eventuelt nyt job vil være problemløst, men i det mindste vil jeg ikke have en historik med dem. Og sørger jeg for at søge hos større virksomheder med professionelle ledere, så vil risikoen for at havne i det samme, trods alt være mindre. Jeg HAR virkelig været glad for min nuværende arbejdsplads. Faktisk er det det bedste sted jeg nogen sinde har været – det er bare ikke godt at være der længere.

Der ligger virkelig noget arbejde her foran mig. Forhåbentlig har jeg haft så meget motivation, at verden ser anderledes ud på de her punkter næste år på samme tid.

 

 

 

 

 

 

Jamen, er det ikke bare skønt?

Jeg ved godt det regner ind imellem og solen stikker lidt af, når regnen bliver for meget – men – temperaturen, venner. Den stiger og stiger, og vinden føles lun på de solhungrende (og for mit vedkommende blege) vinterkinder.

Og så er der jo dagens længde, som er blevet 8 timer og 11 minutter længere – i hvert fald for østjyderne. Det svinger jo alt afhængig af landsdel – fx kan skagboerne glæde sig over 8 timer og 41 minutter. De sydlige egne halter efter, men de skal nok komme med, det tager bare lidt længere tid.

FORÅR!!! Gotta love it!

Her i JW-land går det okay. Jeg er så småt ved at komme ind i rutinen igen med at løbe (heldigvis, for IFORM er jo den 4. maj). Forrige gang gik det rigtig fint – ikke så meget på tid, men turen føltes let(tere). Til gengæld var sidste tur da helt ad H til. Det svinger meget. Måske er det indbildning, men det virker som om, at turene bliver meget hårde, hvis jeg fx har spist for meget pasta og anden stivelsesholdig mad dagen før. Især pasta har min krop det rigtig skidt med. Pasta har aldrig gjort noget godt for fordøjelsessystemet, og det betyder lettere væskeophobning med hævede, tunge ben tilfølge.  Og når jeg nu VED, hvordan min krop reagerer på store indtag af pasta, hvorfor så….

I går kl. 16.50 startede min weekend. I morgen skal min nevø i Birkerød konfirmeres, så jeg sætter mig på toget mod Vejle i eftermiddag. Så samler mine forældre mig op der. Regner med at være hjemme igen lørdag eftermiddag. Fejringen skal foregå på et strandhotel, så det kunne være rart at komme ud at gå lidt langs vandet – satser derfor på (lidt) anstændigt vejr. Jeg glæder mig til at være sammen med den del af familien. Jeg har endnu ikke mødt min ex-svigerindes nye mand, og hendes familie har jeg ikke set i et par år.

Hvad så med mig, der sidder her bag skærmen. Hvad sker der egentlig med mig – sådan på et dybere plan?

Altså – mit andet indlæg her på bloggen fra december, omhandlede mest relationen til min ex og mine tanker omkring den. Relationen er fortsat i (næsten) samme stil. En af de tanker jeg vist ikke skrev om dengang, var mine overvejelser omkring, hvad der skulle ske, når en af os mødte en vi ville satse på. Egentlig har der ikke været så meget at overveje – min holdning har hele tiden været, at den dag det sker, så skal vores samvær stoppe, for så kan vi ikke bruge hinanden til noget mere. Eller så kan jeg ikke bruge ham til noget. Dertil har der været for meget følelsesmæssigt rod mellem os.

I torsdags i sidste uge, var så dagen, hvor jeg fik serveret “JW, vi skal lige have en snak” til middag. Efterfulgt af “Jeg har mødt en, der har vendt op og ned på mit liv”.

Og det har jeg selvsagt ikke lyst til at være en del af (eller høre flere detaljer om), så det der skulle være en af vores hyggemiddage, blev en afskedsmiddag. Ikke at jeg sagde noget den aften, men efter at have tænkt hele weekenden, holdt jeg fast i min beslutning om at sige stop, så da han i starten af ugen spurgte om vi skulle spise sammen en af dagene, så var svaret nej. Beslutningen burde ikke komme bag på ham, da jeg har nævnt det for ham flere gange, når vi har talt om fx fremtid. Det kom så åbenbart bag på ham alligevel – fordi han har glemt at lytte til mig gennem tiden, eller også har han glemt det (en evne han har – selektiv hukommelse). Så min venlige afvisning blev ikke vel modtaget, så jeg måtte skære ud i pap, hvad jeg mente om hans måde at reagere på. Så blev tonen anderledes forstående og vi fik den lukket på en ordentlig måde.

Det er et godt incitament for mig til at komme ud af osteklokken. På en underlig måde har jeg håbet på, at det her ville ske snart. For selvom jeg ikke ligefrem jubler, så har jeg måske et eller andet sted godt vidst, at det var det der skulle til.

Jeg har det ret godt med beslutningen, men selvfølgelig kører tankerne rundt i hovedet. Det er jo trods alt et menneske der har været i mit liv i 5 år, og som også har bidraget positivt til mit liv, så det ville være underligt, hvis jeg bare var ligeglad.

Heldigvis skal jeg ikke kæmpe mod en fristelse til at kontakte ham, sådan som jeg har skullet kæmpe før, når jeg har forsøgt at afslutte forbindelsen. Nu har jeg haft en hel konkret grund til at afslutte, og jeg føler ingen fristelse til kontakt overhovedet. Noget af det skyldes selvfølgelig (og heldigvis) også, at tiden har arbejdet så meget for mig, at jeg har bevæget mig følelsesmæssigt længere væk fra ham.

Resten handler vist ikke så meget om mine følelser for ham, men mine følelser for mig selv.

Nu skal jeg lige sunde mig lidt, og så må jeg vist hellere blive lidt mere aktiv på min datingprofil (der har længe ligget ulæste brevet – meget uhøfligt af mig).

God weekend i blogland og alle mulige andre steder.

 

Har brugt de sidste 3 dage på at være sløj, og det var sgu ikke lige det jeg havde regnet med, at min weekend skulle gå med. Jeg kunne godt mærke, at der var noget under opsejling i kroppen i dagene op til. Det viste sig så at være forkølelse, der sidder godt plantet i halsen, brystkassen, hovedet. Det spænder i kæberne og nakken og giver hovedpine. I går sad det også og trykkede i det ene øre, men det er heldigvis lettet nu.

Det føles dog ikke som om jeg har feber. Derfor var det også en virkelig svært beslutning for mig at melde mig syg i fredags. Jeg følte mig ikke syg nok til at blive hjemme, men heller ikke frisk nok til at tage af sted. Jeg er blandt de få medarbejdere, der næsten aldrig er syg, og normalvis ville jeg være taget af sted og holdt mig oppe på piller. Eller, hvis det blev værre, taget hjem efter nogle timer. Jeg ved godt det er noget pjat, men jeg har virkelig måtte kæmpe mod den dårlige samvittighed. Der er opgaver, der venter. Vores salgsdirektør, der normalvis opholder sig i USA, er hjemme på visit. Han havde nogle opgaver han skulle gennemgå med mig, og jeg havde måtte udskyde det et par dage i træk fordi jeg havde for travlt, og det sidste jeg sagde torsdag før jeg gik hjem var, at jeg nok skulle tage mig tid til ham fredag. Må indrømme, at det er hovedårsagen til den dårlige samvittighed. Latterligt – jeg holder jo forsvarstale overfor mig selv. Det er ok, at jeg blev hjemme. DET ER OK!

Nå, men dette uvelkomne snotoverfald, har også betydet at jeg ikke kan løbe.  For helvede! Jeg har overvejet det flere gange, men det ville være så dumt ikke at give kroppen ro. Især fordi meget af det sidder i brystkassen, og at skulle hive en masse kold luft ind ville bare gøre det endnu værre. For slet ikke at tale om, at det ville være mere end svært blot at skulle trække vejret.  Har været lidt i panik over det fordi IFORM-løbet jo altså nærmer sig med hastige skridt, men jeg har fået overbevist mig selvom, at det nok skal gå. I værste fald går der måske 1½ uge endnu før forkølelsen for alvor er væk. Så har jeg stadig et par uger til at træne, og da min grundform er mere end ok, så skal det sgu nok være fint.

Er noget spændt på cykelturen til arbejde i morgen (ja, for jeg tager af sted – med mindre der mod forventning skulle ske en forværring natten over). Jeg gør nok fornuftig i at tage det stille og roligt, og ikke trampe af sted som jeg plejer.

YYYYYYNK!

KLYYYYYNK!

STOOOOP!

Solen skinner. Dagen er blevet 6 timer og 48 minutter længere. Skagboerne topper listen med 7 timer og 14 minutter.

Løb

På opfordring fra Betteskov, vil jeg nu skrive lidt om mit løb. Måske kan det vække min sovende bloggelyst.

Optakten
Efter et mislykket forsøg på at løbe tilbage i 2011, hvor jeg lagde for hårdt ud og overbelastede mine knæ, kastede jeg mig igen ud i disciplinen i september 2012. Denne gang var jeg fornuftig og fulgte IFORM’s løbeprogram “5 km på 12 uger”. Jeg nåede akkurat at gennemføre de 3 måneder (sep, okt, nov), så satte kulden og mørket for alvor ind – og bum, så gik jeg i stå.

Hele vinteren har mit løb været præget af ujævne og indimellem temmelig lange pauser, hvilket naturligt nok har sat mig adskillige skridt tilbage, så jeg ikke, når jeg endelig tager mig sammen til at komme i løbetøjet, er i stand til at yde det jeg efter planen troede jeg ville kunne på nuværende tidspunkt.

Løberarrangementer
Jeg har før deltaget i diverse løbearrangementer gennem mit arbejde, dog kun et par gange på løbehold. De fleste gange har jeg meldt mig på walk-holdet. Nu har jeg for første gang i knapt 3 år, meldt mig til et løb (IFORM’s løb den 4. maj), og havde kalkuleret (og trøstet mig) med, at marts selvfølgelig ville byde på bedre temperaturer, og jeg derfor ville have et par måneder til for alvor ville genfinde lysten og komme i form efter den lange sløve vinter.

Sådan skulle det ikke gå (jeg er skuffet over vejrgudernes formåen).

Faktisk har jeg været temmelig udfordret med både vejrtrækning og bensyre. Mest vejrtrækningen. Så snart jeg løber i moderat tempo, hvilket er nødvendigt for mig på en del af løbeturen for at løbe 5 km på under 30 min, så går det galt. Jeg føler ikke, at jeg får ilt nok og jeg bliver meget stakåndet, så det er en pinsel den sidste kilometer. Jeg forsøger virkelig at trække vejret rigtigt, men noget må jeg gøre forkert. Jeg ved ikke om kulden også kan påvirke ens vejrtrækning, men det finder jeg jo ud at, når den på et tidspunkt erstattes af varmegrader.

Nuvel, jeg er såmænd ikke vildt bekymret for løbet den 4. maj. Jeg har en enkelt gang været under 30 (29:44 – det var frygtelig hårdt) og havde ganske vist sat mig som mål, at jeg også skulle under 30 min til løbet, men i stedet for at fokusere så meget på resultatet den 4. maj, så vil jeg hellere fokusere på overhovedet at komme i gang igen “on a regular basis”. Selvfølgelig kunne det være fedt med et godt resultat til løbet, men jo mindre jeg fokuserer på det, jo mindre skuffet bliver jeg, hvis det ikke sker.

En veninde, der har løbet en del før hun desværre fik en skade, har opfordret mig til ikke at fokusere så meget på tiden generelt, når nu min vejrtrækning driller, men måske mere på, hvor langt jeg kan løbe. Og det vil jeg prøve!

Og så i øvrigt sætte min lid til, at kulden HAR en indvirkning på vejrtrækningen.

Løbeselskab
Jeg har brug for lyd i øregangen, når jeg løber. Noget til at tage fokus fra, hvor langt der er til mål. Måske kan jeg en dag undvære lyden (kunne fx godt forestille mig at lyden af havets brusen eller fuglekvidder kunne være godt), når jeg er blevet mere rutineret og det ikke er så hårdt. Indtil det (måske) sker, så er det som regel musik med en lidt hurtig rytme jeg lytter til. Så får jeg rytmen ind i kroppen og det har en positiv effekt. På iTunes har jeg købt “Running Hits 1+2″. Der er en del musik jeg ikke normalvis ville købe, men som løbemusik er den helt fin. Nogen gange kan jeg dog også finde på at lytte til podcast – bl.a Mads & Monopolet eller DR’s Radiodrama. Især er sidstnævnte yderst interessant – også til gåture 🙂

Endomondo er også min faste løbemakker. Jeg har købt Premium”-udgaven, ikke fordi jeg som sådan har brug for de ekstra features på nuværende tidspunkt, men man ved jo aldrig – og det er så min måde at bidrage til videreudviklingen på 🙂

Og kom så forår, varmegrader og sol!

 

 

2 måneder???

Nå nå, så gik der lige lidt over 2 måneder uden skriblerier.

Men jeg ved sgu egentlig heller ikke lige, hvad jeg skal skrive om. Jeg har ikke noget interessant eller sjovt at berette.

Meget lidt flatterende kan jeg berette om min ex, men inspirere mig til sjove indlæg, det kunne han sgu!

På den anden side, så skrev jeg også sjove indlæg før jeg mødte ham. Så måske er jeg bare ikke sjov mere. Der er simpelthen blevet låst ind til Sjov-rummet og nøglen er smidt væk. Jeg har det bare ikke i mig mere. Inspirationen. Følelsen.

Ikke fordi jeg går og er alvorstung hele tiden, og jeg griner da også en del, men der er bare…..dødt på sjov-fronten.

Nå, skid hul i det! Nu er det bare noget andet og lidt mere kedeligt der er der i stedet for.

Men det der “andet” gider jeg bare ikke lige skrive om nu. Jeg er nemlig træt efter en weekend med niecebesøg, og vil tage mig en morfar på denne snebefængte søndag.

Ej, okay – kan lige slutte af med den her:

Randers: 5 timer og 9 minutter.
Skagen: 5 timer og 29 minutter.
Kastrup: 4 timer og 58 minutter.
Sønderborg: 4 timer og 48 minutter.

Jeg er i gang med en større oprydningsproces i JW-land.

Denne (røvsyge) proces skal gerne give mere luft og ro i stuen, og gøre plads til en endnu ikke indkøbt cykel i mit pulterrum (fordi jeg ikke vil have en ny cykel til at stå udenfor i det åbne skur, og vælte rundt mellem de andre cykler).

Tænk at have en cykel, der ikke skal til læge med mange og korte mellemrum ligesom den nuværende skal. Det er og har sgu været dyrt i medicinomkostninger. Hvis så bare den led af hypokondri, så det var nok med en lille placebo-nus-nus, men næh nej – det er reelle og behandlingskrævende diagnoser den har haft hver gang. Jeg har nu brugt ligeså mange penge på reparationer som jeg i sin tid betalte for cyklen.

Trods mine mange flytninger de seneste år, hvor jeg hver gang har været god til at smide ud, så er det utroligt, hvad jeg gemmer på. Jeg har været hård i dag. Åbnede nogle kasser, kastede et hurtigt blik ned i dem og skyndte mig at kassere uden at tjekke hele indholdet. Der var ikke plads til alt for mange følelser, for hvis de først tager over, så får jeg ikke noget smidt ud. Tror jeg er en rigtig “hvis nu”-type, der har svært ved at give slip.

En ting havde jeg dog kasseret, men efter en telefonsamtale med en veninde, hvor vi talte om det at have svært ved at smide ud, og hvor jeg nævnte denne ting, kunne jeg pludselig ikke nænne at smide den ud. Tingen er lavet af ler af lille JW, og ligner en krydsning mellem en trist gris, et pindsvin og en (fladmast) blomst. Den er sød på et ret kikset måde. Eller kikset på en sød måde. Nu har jeg reddet den op af posen med smid-ud-ting, og nu står den på mit spisebord til ingen nytte.

Jeg har også gang i en lettere omstrukturering på det mentale plan. Som jeg før har nævnt, så vil jeg fokusere på den gode tone fordi jeg synes at debattonen i samfundet generelt er blevet skinger og alt, alt for negativ. Og jeg vil vælge mine kampe med omhu. Jeg har det med at vælge ret mange kampe. Så hidser jeg mig op fordi jeg ikke lige får sagt fra (eller til), og det kan så rumstere og suge energi i unødig lang tid.

Men det der med at give slip er så åbenbart også svært på dét punkt. Og nogen gange skal man også bare ha’ lov at give los. God tone er bedst, men alt med måde. Und so weiter…

Nå, men som belønning for mine bestræbelser i dag gav jeg mig selv lov til at købe slik, da jeg var i Netto for at handle nogle ellers meget fornuftige varer.

Vi står en kødrand af mennesker i en lang kø ved kassen. Efter et stykket tid åbnes endelig kassen ved siden af, så den lange kø kan spredes. Fandeme om ikke en røvkælling så lige ser sit snit til at smutte foran mig og alle andre i den røvlange kø. Det er satanedme dårlig stil og mangel på god opførsel, og er der noget jeg ikke kan med, så er det det.

“Hov, går du bare foran i køen?”

“Nej, det gør jeg ikke. De åbner en ny kasse, og så stiller jeg mig kø”. Uuuuf, bare hende arrogante tonefald får mit pis i kog.

“Nå, er det nu den måde det foregår på?”

“Ja, det er det”

Hele vejen hjem gik jeg og bandede, og kaldte hende alle mulige grimme ting.

Da jeg så sad hjemme i stuen og åd forkælelsesslik, tænkte jeg “Let it go! Det er sgu ikke så vigtigt”. Normalt, ville jeg alligevel aldrig have sagt noget fordi jeg er alt for konfliktsky. Jeg lader mig jo kun gå på af det fordi jeg mødte modstand, da jeg for engang skyld protesterede (og så fordi jeg er en principrytter af rang). Okay, hvis jeg ikke havde sagt noget var det sådan noget jeg kunne ligge og skælde ud over, når jeg egentlig skulle sove. Det håber jeg så, at jeg slipper for at gøre i nat. Skælde ud, altså….

Anyway, lad mig slutte dagen af med en lille optursliste:

  • Dagen er blevet  36 minutter længere
  • Jeg løb 5 km i går
  • Skal løbe i morgen
  • Hvor jeg i øvrigt har taget en feriedag
  • Og hvor jeg skal spise brunch med ex-kollega jeg ikke har set længe
  • Tirsdag er det tid til bio & sushi
  • Har lyttet til mere musik de sidste dage end jeg har gjort i flere måneder – takket være Spotify som jeg endelig tog mig sammen til at lære at kende. Mine 250+ cd’er står og lider en stille død og har gjort det meget, meget længe. Jeg, der ellers plejede at lytte til musik hele tiden, er faldet helt af på den. Indtil nu…

Optursliste

  • Det er fredag
  • Dagens længde er tiltaget med hele 14 fabelagtige minutter
  • Min niece skulle besøge mig i weekenden, men er blevet syg. Det er selvfølgelig ikke det, der er opturen. Næh, det er at jeg nu har en weekend uden planer!
  • Min storebror har for 3. år i træk spurgt om jeg vil med ham og ungerne på sommerferie – det vil jeg selvfølgelig!! Vores forældre skal med i år som noget nyt. Vi havde først talt om Korsika, men det bliver for dyrt, så nu ender vi nok på Mallorca, så min far får mulighed for at spille golf. Uanset, så glæder jeg mig allerede. Vi er virkelig gode til at holde ferie sammen – min bror og jeg.
  • Jeg går med en fornemmelse af, at 2013 bliver et godt år for mig. Jeg skal gøre mit bedste for, at denne fornemmelse holder stik.
  • Efter over en måneds pause, skal jeg endelig cykle på arbejde i dag. Jeg er helt euforisk ved tanken om at cykle. Nøj, hvor har jeg savnet det.

 

God dag og god weekend derude i blogland.

Mange gør i disse dage status over året, der rinder ud med hastige skridt, og jeg skal da ikke være nogen undtagelse.

2012 blev året, hvor jeg:

  • sagde farvel til min gamle Nokia, der havde fulgt mig i tykt og tyndt siden 2007. Den blev sendt i skammekrogen til fordel for min allerførste smartphone.  Det var en ny verden for mig, og jeg blev bidt af en gal app.
  • for første gang fik set hele Twighlight serien og var tryllebundet fra første afsnit.
  • oplevede en fantastisk rejse til Thailand. En rejse jeg gerne gentager, hvis jeg skulle få muligheden.
  • stadig stødte på huller i vejen – og faldt i dem – men formåede at komme op igen. Hver gang en smule klogere.
  • hvor jeg med forsigtige skridt endnu engang (forsøgte også i 2011) kastede mig ud i datingjunglen. Så var jeg der. Så var jeg der ikke. Så var jeg der. Så var jeg der ikke. Man kan helt uden overdrivelse konstatere, at jeg ikke var klar. Jeg nåede dog at mødes med den samme mand to gange. Det var på en måde en lettelse i sig selv at nå så langt.
  • endelig kom i gang med at løbe igen. Denne gang efter et fornuftigt 3 mdrs program og iført nye løbesko. Havde forsøgt mig i 2011, men lagde for hårdt ud og overbelastede mine knæ. Det kostede nogle ture til fysioterapeuten, hjemmeøvelser (som jeg ikke var så gode til at gennemføre) og både gå- og løbeture måtte sættes på standby i flere måneder.
  • havde rigtig dejlige møder med andre bloggere.

2013 bliver året, hvor jeg:

  • vil forsøge – hvis jeg overhovedet kan – at bakke op om kampen mod den hårde, intrigante og destruktive tone, der er blevet så alt for almindelig i aviser, på tv, FB. Ja, i hele samfundet generelt. Hvor “den lille mand” er blevet “den store syndebuk”. Skal man ændre noget, kan man jo passende starte med at tænke på sin egen adfærd.
  • vil fastholde løberiet og variere det efter forgodtbefindende.
  • vil minde mig selv om, at selvom skridtene er små og langsomme – og nogen gange går baglæns, så gør det ikke noget, så længe de fleste af dem går fremad.
  • forhåbentlig kysser en ny mand. Det lovede jeg også mig selv i 2011 og 2012 uden held. Nå, men 3. gang er vel lykkens gang.

 

Hvem var han?

Åh, jeg har altså haft sådan en dejlig drøm i nat.

Om en mand. En rigtig dejlig mand.

Jeg ved ikke, hvem han er. Han ligner ikke en jeg har mødt før. Minder ikke engang om en jeg kender. Skulle dog ikke undre mig om han bare er et fantom fra en amerikansk film som jeg ikke kan huske, at jeg har set.

Men det er også lige meget hvor han stammer fra, og hvordan han har sneget sig ind i min hjerne en sen nattetime. Det var godt han kom. Min fantommand.

Drømmen var kort. Eller måske var den lang, men jeg husker ikke så meget. Det eneste jeg kan huske er, at han kommer gående – han følges vist nok med en anden mand – og han går direkte hen til mig. I drømmen virker det som om, at jeg ved hvem han er. Jeg har i hvert fald en følelse af noget genkendeligt. Jeg føler en spænding idet han går hen imod mig.

Han når hen til mig. Helt hen til mig. Så smiler han og gør anledning til at ville tage om mig. Jeg når lige at lade min højre hånd glide rundt om ham, samtidig med at jeg tænker noget i retningen af “Yes, han valgte mig” eller “Det bliver sgu os” eller “Yes, vi skal være sammen” (jeg har lidt svært ved at huske det præcist. Det er mere en følelse. Måske af samhørighed?)….

Og så vågner jeg. Sgu!

Men det er med et smil om læben og en følelse af, at en mand har strejfet mine følelser i en drøm, og det var et dejligt strejf.

Hvis jeg nu troede på varsler, så ville jeg tænke på om det mon var et varsel om, hvad der venter mig på kærlighedsfronten i 2013.

Så vil det sgu ikke være så ringe endda. Som vi siger på jysk.

🙂

 

P.S. Dagens længde er tiltaget med 3 lækre minutter.

 

 

Glædelig jul

Så nåede vi den 24. dec – og tillykke med det alle sammen! 🙂

Min tur til Tåsinge blev til min glæde aflyst. Ikke fordi der som sådan er noget galt med Tåsinge eller veninderne, men fordi jeg følte mig lidt stresset over at skulle så langt væk for så kort tid. Jeg havde bare brug for at slappe af og flere timers bilkørsel er ikke afslapning for mig. Jeg tog ud til min veninde og sov i stedet for (det var den oprindelige plan), og var hjemme lørdag formiddag. Mine forældre skulle have hentet mig i går, men det blev også aflyst på grund af vejret, så det endte jo faktisk med, at jeg fik den hele dag hjemme sådan som jeg havde sukket efter. Jeg hopper på bussen kl. 9.40 og håber, at der er siddeplads (foran).

I forgårs kom jeg faktisk ud at løbe. Kæft, det var hårdt – jeg var helt opkogt i hovedet og svimmel, men det var også dejligt. Lige indtil i går. Det er vildt så hurtigt ens muskler glemmer, at de er der. Der er jo trods alt “kun” gået 3 uger. På den anden side, så har jeg jo heller ikke cyklet, så der har jo absolut ingen fysisk aktivitet været. Jeg havde så ondt i mine lårmuskler i går og har det også i dag. Jeg tager løbetøjet med hjem til familien, hvis nu jeg skulle få lyst til en lille tur – og så må jeg lige være lidt fornuftig og starte langsomt op igen, og ikke bare lægge ud med (næsten) 5 km som jeg gjorde i forgårs. Det var rart at kunne konstatere, at det ikke var så slemt at løbe i kulden.

DMI har skrevet følgende de sidste dage:

lørdag: “…..dagens længde tiltaget 0:01”

søndag: “…..dagens længde tiltaget 0:00”

mandag: “…..dagens længde tiltaget 0:01”

Hvad skete der lige med søndag – løb den tør for det ene minut eller hvad???? Nå, men uanset, så er det jo fantastisk, at årets korteste dag nu er overstået. Jeg glæder mig mere til dagslys end jeg glæder mig til juleaften 😉

 

Glædelig jul i blogland

 

 

 

« Newer Posts - Older Posts »