Feed on
Posts
Comments

Category Archive for 'Vender vrangen ud'

Anonymitet

Det er lidt over fire år siden, at jeg oprettede denne blog for at få lidt anonymitet tilbage, og snart to år siden, at jeg skrev mit sidste indlæg her.

Jeg har været meget lidt anonym i den tid, der er gået. Især det sidste års tid har jeg ført mig frem for åbent social media tæppe på andre platforme, men nu trænger jeg igen til at have et sted, hvor jeg kun skriver til en lille skare.

Derfor vækker jeg denne blog til live igen.

Så…hej derude…

 

 

Så er der endnu engang gået rigtig lang tid siden seneste indlæg. Jeg har indtil flere gange siddet foran den tomme kladde med den intention at skrive – bare for at lukke siden ned kort efter, uden at have nedfældet et ord.

Der er jo fandeme næsten gået et halvt år. Jeg fatter det ikke. Så er jeg jo blevet næsten et halvt år ældre! Et halvt år her. Et halvt år der.

Nå, men der er da sket lidt siden sidst.

Nyt look
Ud over at være blevet næsten et halvt år ældre, er jeg også blevet korthåret! I november tog jeg det kæmpe store skridt at lade de lange lokker falde. Forud lå et længere tilløb før den endelige beslutning. Jeg havde i flere måneder tænkt, at jeg gerne ville stoppe med at farve de satans grå bæster – og jeg vidste bare, at der kun var een vej, hvis jeg skulle undgå at bære rundt på en virkelig grim udvoksning gennem længere tid: et clean cut!

Og vupti, nu sidder jeg her og er temmelig korthåret – og temmelig gråsprængt. Og er kommet til at se meget mere end et halvt år ældre ud, men jeg er glad for det og har fået mange komplimenter.

Date
Jeg mødte ham G&T-fyren et par gange i sensommeren. Det var et par super hyggelige dates, hvor snakken gik godt. Dog var vi enige om, at der ikke var den tiltrækning, der skulle være, så det sluttede efter 2. date.
Jeg slettede min profil igen efter et stykke tid, men nu har jeg næsten lige oprettet en ny. Jeg var lidt spændt denne gang fordi det jo var med mit nye look. Havde en ide om, at de fleste mænd foretrækker langt hår til kvinder, men det har nu ikke skortet på henvendelser. Jeg har en ret underholdende brevudveksling i gang med en anderledes og sjov mand. Jeg føler ikke der er kærestepotentiale, men kunne godt tænke mig at møde ham alligevel. Fordi der måske kunne være en anden form for relation. Han skriver selv i sin profil, at han ser et møde som en mulighed for at møde et nyt menneske. Altså at det ikke nødvendigvis behøver være en decideret date. Nu ser jeg lige tiden an før jeg spørger om han har lyst.

Eksen
Jeg er fuldstændig klar til en kæreste. Klar til at lukke en mand ind. Og det er jo selvfølgelig fordi, at de sidste rester af eksen og det han førte med sig, langt om længe er lukket helt ud af mit system. Og det er ret fantastisk. Faktisk. Ville aldrig have troet, at det skulle tage 3½ år, men det har det altså gjort. Og det må jeg jo bare acceptere selvom det nogen gange har været svært – men en Klovborg ost tager den tid en Klovborg ost skal tage. Så er den ikke så meget længere.
Vi mødes stadig og spiser sammen, men der går længere og længere imellem. Han er lige flyttet sammen med sin kæreste, men det forhindrer ham nu ikke i at forsøge være sammen med mig. Jeg faldt i et par gange det sidste halve år, det indrømmer jeg. Men det er et overstået kapitel. Det er længe siden det er sket sidst. Jeg vil ganske enkelt ikke bidrage til den adfærd, der var med til at ødelægge det mellem ham og mig. Jeg er så glad for, at det ikke er mig, der skal bøvle med ham. At jeg aldrig mere skal svigtes af ham. Det, at han også er sin nye kæreste utro, bekræfter mig i, at det ikke var mig det var galt med. Han har virkelig et problem med at forpligte sig 100% og er altid på jagt efter et nyt fix. Hans misbrugsadfærd fornægter sig ikke. Kan I forestille jer, hvor befriende det føles ikke at være en del af det?

Arbejde
Det var et hårdt efterår på jobbet. Da vi nåede frem til jul, var jeg så demotiveret og udmattet, at jeg ikke gad på arbejde om morgenen, og når jeg var der, sad jeg bare og glædede mig til at komme hjem igen. Det var konsekvenserne af meget lang tids mangel på struktur og ordentlig ledelse, for mange opgaver og for få hænder. 2013 var i særdeleshed ustruktureret fordi vi skulle have integreret et nyt firma. I januar i år var jeg til MUS (for første gang i 2 år), og for første gang i mine snart 9 år i firmaet og til ejernes store overraskelse, havde jeg nærmest intet at bidrage med. Jeg har ellers altid skrevet stolpe op og stolpe ned med problemstillinger, løsningsforslag, ris og ros. Denne gang var jeg helt og aldeles tom – jeg var kort sagt gået fuldstændig i stå. Jeg er røvtræt af mine opgaver. Mit kerneområde er kundeservice – og jeg er røvtræt af at servicere kunder. Det blev derfor besluttet, at de skal forsøge at flytte mig til andre opgaver, hvor de kan udnytte mine kompetencer noget bedre. Jeg er detaljeorienteret, struktureret og god til at være på forkant og se, hvor der kan opstå problemer. Både de og jeg skal komme med ideer til, hvilke opgaver det kan være, men her er jeg temmelig udfordret – for jeg har svært ved at se, hvor de opgaver skulle kunne være. Ikke fordi de ikke er der, men jeg er bare ikke i stand til at få øje på dem. Jeg håber det bliver ført ud i livet, men jeg vil se det før jeg tør tro det. For det at jeg skal bevæge mig væk fra min afdelings hovedopgave, betyder jo at der skal en del omrokering til, og det kan ikke undgås at det kommer til at få stor indvirkning på mine kollegers opgaver. Og der er ansættelsesstop, så ekstra hænder er ikke en mulighed. Men – det er deres ansvar, at få det til at gå op, ikke mit.

Jubilæum
I slutningen af november havde jeg 3-års jubilæum i min lejlighed. Det er eddermanerne vildt at tænke på. Jeg kan stadig huske mit første blogindlæg herfra. Den enorme lettelse det var at sidde i min egen stue i min egen lejlighed med mine egne ting omkring mig. Jeg har nævnt det før, det ved jeg godt, men det var bare så skelsættende for mig. Bag mig lå et halvt års total magtesløshed og kæmpen for at holde mig oprejst. Forude lå et langt og sejt træk med at finde fodfæste igen.

Og det lykkedes jo, kan jeg i dag konstatere!

I formiddags var jeg et smut forbi min gamle blog (har flyttet den hertil). Jeg læste nogle af de gamle indlæg. Helt tilbage til dengang i juni/juli 2010, hvor jeg stod midt i det rædsomme opbrud. Jeg kneb en tåre, da jeg læste det. Det er som om, at jeg læser om en anden person, og at jeg kan mærke personens smerte. Svært at forklare, men det kan virke helt surrealistisk at tænke på, at jeg var der engang. At det er mig. Men det er mig.

Men nu er jeg her.

Og det er et meget, meget bedre sted at være.

End der.

 

 

 

Jamen, for pokker da – i morgen er det 3 måneder siden jeg sidst postede et indlæg. Hvad sker der lige for det?

Hmm…har ikke lige overvejet, hvad jeg vil skrive om. Men jeg vil i gang igen. Med at skrive. Vil!

Så nu vil jeg bare se, hvad der kommer frem på skærmen, når mine fingre bevæger sig henover tastaturet.

Jeg gik lidt i stå. Ikke bare med at blogge. Også med at løbe. Onlinedate. Leve sund(ere). Være motiveret til mit arbejde.

Gik til nogle helbredsundersøgelser, der pirkede lidt for meget til min frygt for at fejle noget alvorligt (læs=dødeligt). Det kan virkelig trække al mod og livsglæde ud af mig. Jeg tror altid det værste i de situationer – og så går jeg i stå.

Egentlig er det ikke kun i forhold til helbred, at jeg tænker sådan. Er bare meget skeptisk af natur. På vagt. Tager det ikke bare som en selvfølge at andre vil mig det bedste. Ikke at jeg går rundt og mistænker alle for have dårlige hensigter – slet ikke, men jeg stoler bare heller ikke automatisk på andre jeg møder.

“Jeg tror på det bedste i andre indtil modsatte er bevist” kan ikke påstås at være et mantra jeg lever efter, og naivitet som egenskab er et fremmedord for mig.

Nå, men for nu at vende tilbage til de punkter jeg er gået i stå med, så skal der jo gøres noget ved dem. Kombinationen af ikke at løbe og at leve (mere) usundt er ikke en særlig god én af slagsen. Den gør ikke noget godt for hverken min fysiske fremtoning eller mentale velbefindende.

Og der er som bekendt kun mig selv til at skabe forandring.

– Blogging: Det er jeg jo så i gang med nu med dette indlæg.

– Løb: Jeg var ude på min første korte og langsomme løbetur i søndags i den kølige morgenluft. Det var en rigtig god følelse bagefter.

– Spise sundere: Er ved at vende tilbage til rytmen med mere salat og knap så mange kulhydrater. Jeg bliver aldrig 100% sundhedsfreak – ikke engang i nærheden – dertil er jeg for madglad, men det ville ikke skade at tage mig lidt mere sammen.

– Online dating: Hmmm…jeg skal altså lige have løb og sund mad kørt tilbage på sporet igen, så jeg kan få mit fysiske selvværd lidt op på dupperne igen før jeg er klar til at kaste mig ud i det – igen igen igen. Hold kæft, jeg savner at have en kæreste. Savner omsorg og kærlighed. Savner at en kigger på mig med det der blik, der bare fortæller, hvor helt igennem fantastisk han bare synes jeg er med alle mine fejl og mangler. Og jeg savner at jeg selv kan kigge på én og føle præcis dét.

– Arbejde: Oh gru, det er nærmest et helt indlæg værdigt, hvad der foregår der. Jeg har været der i 8 år, og de sidste 5½ år har jeg skullet overbevise mig selv om, at der ikke er grund nok til at søge videre. Nu er jeg bare løbet tør for argumenter (eller løgne) overfor mig selv. Det sidste jeg holder fast i er mit behov for tryghed. Tanken om hele den nervepirrende og opslidende jobsøgningsproces og de – for mig – så frygtede jobsamtaler…jeg kan allerede mærke, hvordan selvtilliden siver ud af mig. Men jeg SKAL videre. Jeg bruger ganske enkelt for mange timer af mit liv på at være dybt frustreret over arbejdspladsens mangel på overblik og professionalisme.

Alle arbejdspladser har sine problemer at bokse med – og jeg skal ikke regne med at et eventuelt nyt job vil være problemløst, men i det mindste vil jeg ikke have en historik med dem. Og sørger jeg for at søge hos større virksomheder med professionelle ledere, så vil risikoen for at havne i det samme, trods alt være mindre. Jeg HAR virkelig været glad for min nuværende arbejdsplads. Faktisk er det det bedste sted jeg nogen sinde har været – det er bare ikke godt at være der længere.

Der ligger virkelig noget arbejde her foran mig. Forhåbentlig har jeg haft så meget motivation, at verden ser anderledes ud på de her punkter næste år på samme tid.

 

 

 

 

 

 

Jamen, er det ikke bare skønt?

Jeg ved godt det regner ind imellem og solen stikker lidt af, når regnen bliver for meget – men – temperaturen, venner. Den stiger og stiger, og vinden føles lun på de solhungrende (og for mit vedkommende blege) vinterkinder.

Og så er der jo dagens længde, som er blevet 8 timer og 11 minutter længere – i hvert fald for østjyderne. Det svinger jo alt afhængig af landsdel – fx kan skagboerne glæde sig over 8 timer og 41 minutter. De sydlige egne halter efter, men de skal nok komme med, det tager bare lidt længere tid.

FORÅR!!! Gotta love it!

Her i JW-land går det okay. Jeg er så småt ved at komme ind i rutinen igen med at løbe (heldigvis, for IFORM er jo den 4. maj). Forrige gang gik det rigtig fint – ikke så meget på tid, men turen føltes let(tere). Til gengæld var sidste tur da helt ad H til. Det svinger meget. Måske er det indbildning, men det virker som om, at turene bliver meget hårde, hvis jeg fx har spist for meget pasta og anden stivelsesholdig mad dagen før. Især pasta har min krop det rigtig skidt med. Pasta har aldrig gjort noget godt for fordøjelsessystemet, og det betyder lettere væskeophobning med hævede, tunge ben tilfølge.  Og når jeg nu VED, hvordan min krop reagerer på store indtag af pasta, hvorfor så….

I går kl. 16.50 startede min weekend. I morgen skal min nevø i Birkerød konfirmeres, så jeg sætter mig på toget mod Vejle i eftermiddag. Så samler mine forældre mig op der. Regner med at være hjemme igen lørdag eftermiddag. Fejringen skal foregå på et strandhotel, så det kunne være rart at komme ud at gå lidt langs vandet – satser derfor på (lidt) anstændigt vejr. Jeg glæder mig til at være sammen med den del af familien. Jeg har endnu ikke mødt min ex-svigerindes nye mand, og hendes familie har jeg ikke set i et par år.

Hvad så med mig, der sidder her bag skærmen. Hvad sker der egentlig med mig – sådan på et dybere plan?

Altså – mit andet indlæg her på bloggen fra december, omhandlede mest relationen til min ex og mine tanker omkring den. Relationen er fortsat i (næsten) samme stil. En af de tanker jeg vist ikke skrev om dengang, var mine overvejelser omkring, hvad der skulle ske, når en af os mødte en vi ville satse på. Egentlig har der ikke været så meget at overveje – min holdning har hele tiden været, at den dag det sker, så skal vores samvær stoppe, for så kan vi ikke bruge hinanden til noget mere. Eller så kan jeg ikke bruge ham til noget. Dertil har der været for meget følelsesmæssigt rod mellem os.

I torsdags i sidste uge, var så dagen, hvor jeg fik serveret “JW, vi skal lige have en snak” til middag. Efterfulgt af “Jeg har mødt en, der har vendt op og ned på mit liv”.

Og det har jeg selvsagt ikke lyst til at være en del af (eller høre flere detaljer om), så det der skulle være en af vores hyggemiddage, blev en afskedsmiddag. Ikke at jeg sagde noget den aften, men efter at have tænkt hele weekenden, holdt jeg fast i min beslutning om at sige stop, så da han i starten af ugen spurgte om vi skulle spise sammen en af dagene, så var svaret nej. Beslutningen burde ikke komme bag på ham, da jeg har nævnt det for ham flere gange, når vi har talt om fx fremtid. Det kom så åbenbart bag på ham alligevel – fordi han har glemt at lytte til mig gennem tiden, eller også har han glemt det (en evne han har – selektiv hukommelse). Så min venlige afvisning blev ikke vel modtaget, så jeg måtte skære ud i pap, hvad jeg mente om hans måde at reagere på. Så blev tonen anderledes forstående og vi fik den lukket på en ordentlig måde.

Det er et godt incitament for mig til at komme ud af osteklokken. På en underlig måde har jeg håbet på, at det her ville ske snart. For selvom jeg ikke ligefrem jubler, så har jeg måske et eller andet sted godt vidst, at det var det der skulle til.

Jeg har det ret godt med beslutningen, men selvfølgelig kører tankerne rundt i hovedet. Det er jo trods alt et menneske der har været i mit liv i 5 år, og som også har bidraget positivt til mit liv, så det ville være underligt, hvis jeg bare var ligeglad.

Heldigvis skal jeg ikke kæmpe mod en fristelse til at kontakte ham, sådan som jeg har skullet kæmpe før, når jeg har forsøgt at afslutte forbindelsen. Nu har jeg haft en hel konkret grund til at afslutte, og jeg føler ingen fristelse til kontakt overhovedet. Noget af det skyldes selvfølgelig (og heldigvis) også, at tiden har arbejdet så meget for mig, at jeg har bevæget mig følelsesmæssigt længere væk fra ham.

Resten handler vist ikke så meget om mine følelser for ham, men mine følelser for mig selv.

Nu skal jeg lige sunde mig lidt, og så må jeg vist hellere blive lidt mere aktiv på min datingprofil (der har længe ligget ulæste brevet – meget uhøfligt af mig).

God weekend i blogland og alle mulige andre steder.

 

Nå, man skal jo til det…

Det står sgu sløvt til med rapporteringen fra ingenmandsland.

Måske fordi der ingen mand er at rapportere om.

Eller.

Det passer ikke. Ikke helt, i hvert fald – men den eneste mand jeg kan rapportere om, burde faktisk slet ikke være en del af mit “land”. Det er nemlig ex’en. Som nu har været min ex i 2½ år – et halvt år længere end han var min kæreste (hvilket i øvrigt er meget underligt at tænke på og ikke helt til at forstå). Vi spiser sammen, ser film i sofaen, nusser, ser en koncert en sjælden gang imellem. Og det er selvfølgelig til tider noget værre rod. For mig og mine følelser. Især de gange, hvor jeg lader mig forføre. Så går det helt galt. Så tager jeg et break i en længere periode, hvor jeg kæmper for ikke at være i kontakt med ham. De perioder er blevet nemmere at være i. Meget nemmere. Men det er jo for fanden også noget være rod. At det skal være nødvendigt med denne kamp. Det er røvirriterende! I den perfekte verden ville jeg jo bare lukke og slukke.

Nå, men som udgangspunkt går det jo heldigvis meget, meget bedre med mit følelsesliv. Det var en meget, meget hård nyser at komme igennem det brud. Jeg har oplevet et følelsesmæssigt hårdt brud før, men det her var anderledes. Ikke fordi jeg mistede ham som kæreste, men fordi det skete som det gjorde og jeg mistede noget af mig selv. At få tæppet rykket væk under mig. At miste det hele – papbørn, svigerfamilie, kæreste, bolig – nærmest overnight. At blive kylet ud med badevandet uden redningsvest. At ligge og svømme desperat rundt mellem to øer uden at kunne nå nogen af dem, men bare synke længere og længere ned. Det er noget af det værste og mest sindsoprivende jeg har oplevet. Jeg gik rundt i en form for følelsesmæssig chok i et halvt år uden egen fast bolig, hvor jeg kunne komme til hægter. Et halvt år, hvor jeg bogstaveligt talt rystede på hænderne. Så meget, at andre kommenterede på det. Jeg smed så mange kilo, at min læge blev bekymret. Jeg var mere vågen om natten end jeg sov fordi jeg lå og skældte ud.

Og jeg håber aldrig, aldrig, aldrig at jeg skal opleve sådan et brud igen. Så hellere leve mit liv alene, for ingen mand er det værd. Ingen.

Er jeg skræmt over skulle møde en ny mand? Ja sgu! Nogen gange er jeg pissehamrende bange for at møde en mand, fordi jeg er så sindssygt bange for igen at opleve et sådant brud. Og nogen gange kan jeg gå i panik ved tanken: “Tænk, hvis jeg aldrig nogensinde bliver i stand til at føle noget for en anden mand igen”. For i bund og grund ønsker jeg jo ikke at leve alene. Jeg er fucking 43 år og har ikke tid til at spilde mit liv i ensomhed. Singleliv er opreklameret. Tosomhed er vejen frem.

Anyway – jeg er vel på cirka 95% oppetid i forhold til brudet. De sidste 5% skal jeg nok få bugt med.

I bund og grund har jeg det jo fint nu. Har datet et par stykker, men der er bare virkelig langt mellem lagkagestykkerne. Lige nu holder jeg datingpause. Har ikke mentalt overskud eller lyst. Det motiverer ikke, at jeg den ene gang efter den anden må konstatere, at ingen rammer mig. Ingen når dér ind. Der er sgu slukket. Eller bare virkelig lavt blus.

Jeg har været meget ramt af manglen på dagslys i år. Synes det har været langt værre end det plejer. Det plejer bare at være sådan lidt småtræls, men i år er det virkelig hårdt. Synes al overskud forsvandt, da vi stillede urene til vintertid.

Nå, men den 21. december er årets korteste dag – så begynder det heldigvis at gå i den lyse retning igen. Ganske vist i langsomt tempo, men dog i den rigtige retning.

Og nu har jeg vist overstået min skrivetid.

Til dig, der nåede helt herned: Er du på koffein?

 

P.S. Det er rart endelig at kunne skrive et sted, hvor ex’en, familie og omgangskreds ikke kan læse med. Derfor er det også så vigtigt for mig, at bevare min nyerhvervede anonymitet.