Feed on
Posts
Comments

Category Archive for 'Vilkårligheder'

Har brugt de sidste 3 dage på at være sløj, og det var sgu ikke lige det jeg havde regnet med, at min weekend skulle gå med. Jeg kunne godt mærke, at der var noget under opsejling i kroppen i dagene op til. Det viste sig så at være forkølelse, der sidder godt plantet i halsen, brystkassen, hovedet. Det spænder i kæberne og nakken og giver hovedpine. I går sad det også og trykkede i det ene øre, men det er heldigvis lettet nu.

Det føles dog ikke som om jeg har feber. Derfor var det også en virkelig svært beslutning for mig at melde mig syg i fredags. Jeg følte mig ikke syg nok til at blive hjemme, men heller ikke frisk nok til at tage af sted. Jeg er blandt de få medarbejdere, der næsten aldrig er syg, og normalvis ville jeg være taget af sted og holdt mig oppe på piller. Eller, hvis det blev værre, taget hjem efter nogle timer. Jeg ved godt det er noget pjat, men jeg har virkelig måtte kæmpe mod den dårlige samvittighed. Der er opgaver, der venter. Vores salgsdirektør, der normalvis opholder sig i USA, er hjemme på visit. Han havde nogle opgaver han skulle gennemgå med mig, og jeg havde måtte udskyde det et par dage i træk fordi jeg havde for travlt, og det sidste jeg sagde torsdag før jeg gik hjem var, at jeg nok skulle tage mig tid til ham fredag. Må indrømme, at det er hovedårsagen til den dårlige samvittighed. Latterligt – jeg holder jo forsvarstale overfor mig selv. Det er ok, at jeg blev hjemme. DET ER OK!

Nå, men dette uvelkomne snotoverfald, har også betydet at jeg ikke kan løbe.  For helvede! Jeg har overvejet det flere gange, men det ville være så dumt ikke at give kroppen ro. Især fordi meget af det sidder i brystkassen, og at skulle hive en masse kold luft ind ville bare gøre det endnu værre. For slet ikke at tale om, at det ville være mere end svært blot at skulle trække vejret.  Har været lidt i panik over det fordi IFORM-løbet jo altså nærmer sig med hastige skridt, men jeg har fået overbevist mig selvom, at det nok skal gå. I værste fald går der måske 1½ uge endnu før forkølelsen for alvor er væk. Så har jeg stadig et par uger til at træne, og da min grundform er mere end ok, så skal det sgu nok være fint.

Er noget spændt på cykelturen til arbejde i morgen (ja, for jeg tager af sted – med mindre der mod forventning skulle ske en forværring natten over). Jeg gør nok fornuftig i at tage det stille og roligt, og ikke trampe af sted som jeg plejer.

YYYYYYNK!

KLYYYYYNK!

STOOOOP!

Solen skinner. Dagen er blevet 6 timer og 48 minutter længere. Skagboerne topper listen med 7 timer og 14 minutter.

2 måneder???

Nå nå, så gik der lige lidt over 2 måneder uden skriblerier.

Men jeg ved sgu egentlig heller ikke lige, hvad jeg skal skrive om. Jeg har ikke noget interessant eller sjovt at berette.

Meget lidt flatterende kan jeg berette om min ex, men inspirere mig til sjove indlæg, det kunne han sgu!

På den anden side, så skrev jeg også sjove indlæg før jeg mødte ham. Så måske er jeg bare ikke sjov mere. Der er simpelthen blevet låst ind til Sjov-rummet og nøglen er smidt væk. Jeg har det bare ikke i mig mere. Inspirationen. Følelsen.

Ikke fordi jeg går og er alvorstung hele tiden, og jeg griner da også en del, men der er bare…..dødt på sjov-fronten.

Nå, skid hul i det! Nu er det bare noget andet og lidt mere kedeligt der er der i stedet for.

Men det der “andet” gider jeg bare ikke lige skrive om nu. Jeg er nemlig træt efter en weekend med niecebesøg, og vil tage mig en morfar på denne snebefængte søndag.

Ej, okay – kan lige slutte af med den her:

Randers: 5 timer og 9 minutter.
Skagen: 5 timer og 29 minutter.
Kastrup: 4 timer og 58 minutter.
Sønderborg: 4 timer og 48 minutter.

2012 går på hæld

Mange gør i disse dage status over året, der rinder ud med hastige skridt, og jeg skal da ikke være nogen undtagelse.

2012 blev året, hvor jeg:

  • sagde farvel til min gamle Nokia, der havde fulgt mig i tykt og tyndt siden 2007. Den blev sendt i skammekrogen til fordel for min allerførste smartphone.  Det var en ny verden for mig, og jeg blev bidt af en gal app.
  • for første gang fik set hele Twighlight serien og var tryllebundet fra første afsnit.
  • oplevede en fantastisk rejse til Thailand. En rejse jeg gerne gentager, hvis jeg skulle få muligheden.
  • stadig stødte på huller i vejen – og faldt i dem – men formåede at komme op igen. Hver gang en smule klogere.
  • hvor jeg med forsigtige skridt endnu engang (forsøgte også i 2011) kastede mig ud i datingjunglen. Så var jeg der. Så var jeg der ikke. Så var jeg der. Så var jeg der ikke. Man kan helt uden overdrivelse konstatere, at jeg ikke var klar. Jeg nåede dog at mødes med den samme mand to gange. Det var på en måde en lettelse i sig selv at nå så langt.
  • endelig kom i gang med at løbe igen. Denne gang efter et fornuftigt 3 mdrs program og iført nye løbesko. Havde forsøgt mig i 2011, men lagde for hårdt ud og overbelastede mine knæ. Det kostede nogle ture til fysioterapeuten, hjemmeøvelser (som jeg ikke var så gode til at gennemføre) og både gå- og løbeture måtte sættes på standby i flere måneder.
  • havde rigtig dejlige møder med andre bloggere.

2013 bliver året, hvor jeg:

  • vil forsøge – hvis jeg overhovedet kan – at bakke op om kampen mod den hårde, intrigante og destruktive tone, der er blevet så alt for almindelig i aviser, på tv, FB. Ja, i hele samfundet generelt. Hvor “den lille mand” er blevet “den store syndebuk”. Skal man ændre noget, kan man jo passende starte med at tænke på sin egen adfærd.
  • vil fastholde løberiet og variere det efter forgodtbefindende.
  • vil minde mig selv om, at selvom skridtene er små og langsomme – og nogen gange går baglæns, så gør det ikke noget, så længe de fleste af dem går fremad.
  • forhåbentlig kysser en ny mand. Det lovede jeg også mig selv i 2011 og 2012 uden held. Nå, men 3. gang er vel lykkens gang.

 

Glædelig jul

Så nåede vi den 24. dec – og tillykke med det alle sammen! 🙂

Min tur til Tåsinge blev til min glæde aflyst. Ikke fordi der som sådan er noget galt med Tåsinge eller veninderne, men fordi jeg følte mig lidt stresset over at skulle så langt væk for så kort tid. Jeg havde bare brug for at slappe af og flere timers bilkørsel er ikke afslapning for mig. Jeg tog ud til min veninde og sov i stedet for (det var den oprindelige plan), og var hjemme lørdag formiddag. Mine forældre skulle have hentet mig i går, men det blev også aflyst på grund af vejret, så det endte jo faktisk med, at jeg fik den hele dag hjemme sådan som jeg havde sukket efter. Jeg hopper på bussen kl. 9.40 og håber, at der er siddeplads (foran).

I forgårs kom jeg faktisk ud at løbe. Kæft, det var hårdt – jeg var helt opkogt i hovedet og svimmel, men det var også dejligt. Lige indtil i går. Det er vildt så hurtigt ens muskler glemmer, at de er der. Der er jo trods alt “kun” gået 3 uger. På den anden side, så har jeg jo heller ikke cyklet, så der har jo absolut ingen fysisk aktivitet været. Jeg havde så ondt i mine lårmuskler i går og har det også i dag. Jeg tager løbetøjet med hjem til familien, hvis nu jeg skulle få lyst til en lille tur – og så må jeg lige være lidt fornuftig og starte langsomt op igen, og ikke bare lægge ud med (næsten) 5 km som jeg gjorde i forgårs. Det var rart at kunne konstatere, at det ikke var så slemt at løbe i kulden.

DMI har skrevet følgende de sidste dage:

lørdag: “…..dagens længde tiltaget 0:01”

søndag: “…..dagens længde tiltaget 0:00”

mandag: “…..dagens længde tiltaget 0:01”

Hvad skete der lige med søndag – løb den tør for det ene minut eller hvad???? Nå, men uanset, så er det jo fantastisk, at årets korteste dag nu er overstået. Jeg glæder mig mere til dagslys end jeg glæder mig til juleaften 😉

 

Glædelig jul i blogland

 

 

 

Årets korteste dag og brok

Så kom den. Årets korteste dag.

Nu kommer lyset snart tilbage og skubber mørket væk.

Og jeg glæder mig. Hold kæft, hvor jeg glæder mig.

Jeg har aldrig været så lyshungrende, feriehungrende, energihungrende, hungrende-alt-muligt som jeg er nu.

Selvom i dag er sidste arbejdsdag før jul, så føler jeg først, at min ferie starter om en uge. Jeg bliver hentet direkte fra arbejde af en veninde. Vi skal til Tåsinge og besøge en af hendes veninder. Så vender vi snuden mod Århus igen i morgen, hvor jeg skal have købt de sidste julegaver, vasket tøj og pakket. Søndag skal jeg hjem til familien og kommer hjem 2. juledag, så jeg er klar til at arbejde torsdag og fredag.

Det eneste jeg trænger til, er nogle HELE dage hjemme. Hvor jeg ingenting skal. Hvor jeg bare kan gøre, hvad jeg vil.

Sært nok, for dem har jeg egentlig rigeligt af i weekenderne i løbet af året, men nu TRÆNGER jeg virkelig.

Jeg plejer aldrig at tage ferie mellem jul og nytår. Det har aldrig rigtig været så interessant. I år fortryder jeg dog virkelig, at jeg ikke har bedt om ferie, men det var jo ikke til at vide, at jeg ville trænge så meget til en pause. Det er ikke fordi jeg har ekstra lange arbejdsdage. Det er mere frustrationer på arbejde, frustrationer over min relation til ex’en etc.

Hvad angår mit løbeprojekt, så nåede jeg de 5 km. Og så gik jeg i stå! Fuldstændig. Blev ramt af den mørke kulde og manglende energi. Det er 3 uger siden jeg sidst var ude at løbe.

Cyklen punkterede på begge jul med én cykeldags mellemrum. Fik lappet det ene dæk, men på første cykeltur efter denne lapning, punkterede så det andet dæk. Så den har også stået stille et par uger efterhånden, fordi jeg ikke har kunnet tage mig sammen til at trække den de 8 km hjem fra arbejde og ned til cykelsmeden.

Jeg er gået fra fysisk aktiv til inaktiv (ud over de dage, hvor jeg vælger at gå på arbejde). Det avler jo heller ikke ligefrem energi.

Nå, ikke mere brok herfra. Det nærmer sig jo et ynkeligt stadie (men jeg vil sgu ha’ lov!).

Den eneste, der kan gøre noget ved tingenes tilstand…….tja…..det ved vi jo alle, hvem det er……

Med Maroon 5 i øregangen

Jeg sidder her i min stue og nyder lyden af musik. Det spjætter i benene, og hvis ikke jeg tænkte så meget over, hvad andre tænker, så var jeg sprunget ud i dans for længe siden.

Men – bare tanken om, at genboerne kan se mig danse med mig selv. Det er i sådanne situationer (og kun i dem), at man skulle bo ude på landet, hvor man kan spille højt og danse som en sindssyg uden at nogen værdiger dig et blik. Måske lige på nær en ko, der tænker sære tanker om det den ser. Uden at vide om køer tænker. Sære ting.

Nå, men det er nu stadig en fornøjelse at skrive dette første indlæg med Maroon 5 i øregangen.

Men – de minder mig altså om, at jeg fandeme danser for lidt. Det gør jeg virkelig. Alt for lidt.

Nå, det kan jeg ikke gøre noget ved lige nu.

Altså ud over at slå mig løs på stuegulvet.

Hvad jeg så ikke gør.

Nemlig.