Feed on
Posts
Comments

Category Archive for 'Løb'

Det er ikke til at fatte, hvordan vi er kommet til 1. september.

Jeg bliver overrasket hver gang der er gået endnu en måned. Tiden går så stærk, så stærk.

Det har pisset ned i dag, men ellers er sensommeren helt fantastisk. Vejrudsigten for den næste tid ser også meget lovende ud. Elsker sensommer. Der er noget helt specielt over den dovne septembersol.

Date
Og så tror jeg det bliver en ekstra god sensommer i år. Har jo oprettet en datingprofil, og kan mærke på mig selv, at jeg er så meget mere modtagelige end jeg har været de andre gang jeg har forsøgt. Der er virkelig sket en positiv udvikling derinde et sted.

Ham, jeg henvendte mig til, svarede aldrig, men det er okay – for så var der lige ham G&T-fyren der skrev. Han fangede mig hurtigt med sin lidt drillende og kantede humor. Nu har vi aftalt, at vi skal på date en dag. Uden at have lavet en decideret aftale, men det sker forhåbentligt inden alt for længe. Jeg er noget spændt.

Og nervøs. For med “modtageligheden”, følger også risikoen for afvisning – indtil nu har det været mig der har afvist fordi jeg ikke har været klar. Så bliver jeg ramt af tankerne om at blive dømt ude – og jeg kan finde alle mulige (og umulige) grunde til, at han skulle gøre det.

Men sådan er det jo. Det er spillets regler. Man bliver enten inkluderet eller ekskluderet.

Jeg burde i stedet tænke på alle de grunde han har til at ville mig. Jeg har jo masser af godt at byde på.

Og det er jo heller ikke sikkert, at jeg selv føler noget, når jeg møder ham.

Nå, men I skal nok høre mere om føljetonen – uanset, hvordan den så ender.

Løb
Jeg er tilbage på de 5 km, men jeg har haft lidt udfordringer med både knæ, ømme muskler og hævede ben. Når jeg løber, gør jeg det gerne lige når jeg kommer hjem fra arbejde, men mine ben har det med at hæve op i løbet af arbejdsdagen, når jeg sidder for længe foran skærmen på en dårlig kontorstol, og jeg har lige cyklet 8,3 km med godt med tramp i pedalerne på vej hjem. Jeg tror ikke mine ben og knæ er specielt vilde med at jeg straks lægger en løbetur oveni. Min strategi vil derfor være, at jeg sørger for lige at strække ud, når jeg kommer hjem fra cykelturen, og så skal jeg sidde med benene op et stykke tid, så hævelsen aftager. Og SÅ kan jeg tage ud at løbe. Det jeg er mest nervøs for er altså mine knæ. Jeg vil virkelig, virkelig nødig have problemer med dem igen.

Arbejde
Efter lang, lang tids frustrationer, har min afdeling nu haft møde med vores leder/ejere. Det var et meget positivt møde. Vi forlod mødelokalet efter at have fået trumfet nogle ret vigtige tiltag igennem. Det var tydeligt, at de havde haft tid til at tænke over tingene og vores frustrationer henover sommeren. Det er jo ikke fordi der er sket et mirakel og der er stadig nogle frustrationer vi må leve med, men bare det at bliver hørt og imødekommet er virkelig motiverende.

 

 

 

Jamen, er det ikke bare skønt?

Jeg ved godt det regner ind imellem og solen stikker lidt af, når regnen bliver for meget – men – temperaturen, venner. Den stiger og stiger, og vinden føles lun på de solhungrende (og for mit vedkommende blege) vinterkinder.

Og så er der jo dagens længde, som er blevet 8 timer og 11 minutter længere – i hvert fald for østjyderne. Det svinger jo alt afhængig af landsdel – fx kan skagboerne glæde sig over 8 timer og 41 minutter. De sydlige egne halter efter, men de skal nok komme med, det tager bare lidt længere tid.

FORÅR!!! Gotta love it!

Her i JW-land går det okay. Jeg er så småt ved at komme ind i rutinen igen med at løbe (heldigvis, for IFORM er jo den 4. maj). Forrige gang gik det rigtig fint – ikke så meget på tid, men turen føltes let(tere). Til gengæld var sidste tur da helt ad H til. Det svinger meget. Måske er det indbildning, men det virker som om, at turene bliver meget hårde, hvis jeg fx har spist for meget pasta og anden stivelsesholdig mad dagen før. Især pasta har min krop det rigtig skidt med. Pasta har aldrig gjort noget godt for fordøjelsessystemet, og det betyder lettere væskeophobning med hævede, tunge ben tilfølge.  Og når jeg nu VED, hvordan min krop reagerer på store indtag af pasta, hvorfor så….

I går kl. 16.50 startede min weekend. I morgen skal min nevø i Birkerød konfirmeres, så jeg sætter mig på toget mod Vejle i eftermiddag. Så samler mine forældre mig op der. Regner med at være hjemme igen lørdag eftermiddag. Fejringen skal foregå på et strandhotel, så det kunne være rart at komme ud at gå lidt langs vandet – satser derfor på (lidt) anstændigt vejr. Jeg glæder mig til at være sammen med den del af familien. Jeg har endnu ikke mødt min ex-svigerindes nye mand, og hendes familie har jeg ikke set i et par år.

Hvad så med mig, der sidder her bag skærmen. Hvad sker der egentlig med mig – sådan på et dybere plan?

Altså – mit andet indlæg her på bloggen fra december, omhandlede mest relationen til min ex og mine tanker omkring den. Relationen er fortsat i (næsten) samme stil. En af de tanker jeg vist ikke skrev om dengang, var mine overvejelser omkring, hvad der skulle ske, når en af os mødte en vi ville satse på. Egentlig har der ikke været så meget at overveje – min holdning har hele tiden været, at den dag det sker, så skal vores samvær stoppe, for så kan vi ikke bruge hinanden til noget mere. Eller så kan jeg ikke bruge ham til noget. Dertil har der været for meget følelsesmæssigt rod mellem os.

I torsdags i sidste uge, var så dagen, hvor jeg fik serveret “JW, vi skal lige have en snak” til middag. Efterfulgt af “Jeg har mødt en, der har vendt op og ned på mit liv”.

Og det har jeg selvsagt ikke lyst til at være en del af (eller høre flere detaljer om), så det der skulle være en af vores hyggemiddage, blev en afskedsmiddag. Ikke at jeg sagde noget den aften, men efter at have tænkt hele weekenden, holdt jeg fast i min beslutning om at sige stop, så da han i starten af ugen spurgte om vi skulle spise sammen en af dagene, så var svaret nej. Beslutningen burde ikke komme bag på ham, da jeg har nævnt det for ham flere gange, når vi har talt om fx fremtid. Det kom så åbenbart bag på ham alligevel – fordi han har glemt at lytte til mig gennem tiden, eller også har han glemt det (en evne han har – selektiv hukommelse). Så min venlige afvisning blev ikke vel modtaget, så jeg måtte skære ud i pap, hvad jeg mente om hans måde at reagere på. Så blev tonen anderledes forstående og vi fik den lukket på en ordentlig måde.

Det er et godt incitament for mig til at komme ud af osteklokken. På en underlig måde har jeg håbet på, at det her ville ske snart. For selvom jeg ikke ligefrem jubler, så har jeg måske et eller andet sted godt vidst, at det var det der skulle til.

Jeg har det ret godt med beslutningen, men selvfølgelig kører tankerne rundt i hovedet. Det er jo trods alt et menneske der har været i mit liv i 5 år, og som også har bidraget positivt til mit liv, så det ville være underligt, hvis jeg bare var ligeglad.

Heldigvis skal jeg ikke kæmpe mod en fristelse til at kontakte ham, sådan som jeg har skullet kæmpe før, når jeg har forsøgt at afslutte forbindelsen. Nu har jeg haft en hel konkret grund til at afslutte, og jeg føler ingen fristelse til kontakt overhovedet. Noget af det skyldes selvfølgelig (og heldigvis) også, at tiden har arbejdet så meget for mig, at jeg har bevæget mig følelsesmæssigt længere væk fra ham.

Resten handler vist ikke så meget om mine følelser for ham, men mine følelser for mig selv.

Nu skal jeg lige sunde mig lidt, og så må jeg vist hellere blive lidt mere aktiv på min datingprofil (der har længe ligget ulæste brevet – meget uhøfligt af mig).

God weekend i blogland og alle mulige andre steder.

 

Har brugt de sidste 3 dage på at være sløj, og det var sgu ikke lige det jeg havde regnet med, at min weekend skulle gå med. Jeg kunne godt mærke, at der var noget under opsejling i kroppen i dagene op til. Det viste sig så at være forkølelse, der sidder godt plantet i halsen, brystkassen, hovedet. Det spænder i kæberne og nakken og giver hovedpine. I går sad det også og trykkede i det ene øre, men det er heldigvis lettet nu.

Det føles dog ikke som om jeg har feber. Derfor var det også en virkelig svært beslutning for mig at melde mig syg i fredags. Jeg følte mig ikke syg nok til at blive hjemme, men heller ikke frisk nok til at tage af sted. Jeg er blandt de få medarbejdere, der næsten aldrig er syg, og normalvis ville jeg være taget af sted og holdt mig oppe på piller. Eller, hvis det blev værre, taget hjem efter nogle timer. Jeg ved godt det er noget pjat, men jeg har virkelig måtte kæmpe mod den dårlige samvittighed. Der er opgaver, der venter. Vores salgsdirektør, der normalvis opholder sig i USA, er hjemme på visit. Han havde nogle opgaver han skulle gennemgå med mig, og jeg havde måtte udskyde det et par dage i træk fordi jeg havde for travlt, og det sidste jeg sagde torsdag før jeg gik hjem var, at jeg nok skulle tage mig tid til ham fredag. Må indrømme, at det er hovedårsagen til den dårlige samvittighed. Latterligt – jeg holder jo forsvarstale overfor mig selv. Det er ok, at jeg blev hjemme. DET ER OK!

Nå, men dette uvelkomne snotoverfald, har også betydet at jeg ikke kan løbe.  For helvede! Jeg har overvejet det flere gange, men det ville være så dumt ikke at give kroppen ro. Især fordi meget af det sidder i brystkassen, og at skulle hive en masse kold luft ind ville bare gøre det endnu værre. For slet ikke at tale om, at det ville være mere end svært blot at skulle trække vejret.  Har været lidt i panik over det fordi IFORM-løbet jo altså nærmer sig med hastige skridt, men jeg har fået overbevist mig selvom, at det nok skal gå. I værste fald går der måske 1½ uge endnu før forkølelsen for alvor er væk. Så har jeg stadig et par uger til at træne, og da min grundform er mere end ok, så skal det sgu nok være fint.

Er noget spændt på cykelturen til arbejde i morgen (ja, for jeg tager af sted – med mindre der mod forventning skulle ske en forværring natten over). Jeg gør nok fornuftig i at tage det stille og roligt, og ikke trampe af sted som jeg plejer.

YYYYYYNK!

KLYYYYYNK!

STOOOOP!

Solen skinner. Dagen er blevet 6 timer og 48 minutter længere. Skagboerne topper listen med 7 timer og 14 minutter.

Løb

På opfordring fra Betteskov, vil jeg nu skrive lidt om mit løb. Måske kan det vække min sovende bloggelyst.

Optakten
Efter et mislykket forsøg på at løbe tilbage i 2011, hvor jeg lagde for hårdt ud og overbelastede mine knæ, kastede jeg mig igen ud i disciplinen i september 2012. Denne gang var jeg fornuftig og fulgte IFORM’s løbeprogram “5 km på 12 uger”. Jeg nåede akkurat at gennemføre de 3 måneder (sep, okt, nov), så satte kulden og mørket for alvor ind – og bum, så gik jeg i stå.

Hele vinteren har mit løb været præget af ujævne og indimellem temmelig lange pauser, hvilket naturligt nok har sat mig adskillige skridt tilbage, så jeg ikke, når jeg endelig tager mig sammen til at komme i løbetøjet, er i stand til at yde det jeg efter planen troede jeg ville kunne på nuværende tidspunkt.

Løberarrangementer
Jeg har før deltaget i diverse løbearrangementer gennem mit arbejde, dog kun et par gange på løbehold. De fleste gange har jeg meldt mig på walk-holdet. Nu har jeg for første gang i knapt 3 år, meldt mig til et løb (IFORM’s løb den 4. maj), og havde kalkuleret (og trøstet mig) med, at marts selvfølgelig ville byde på bedre temperaturer, og jeg derfor ville have et par måneder til for alvor ville genfinde lysten og komme i form efter den lange sløve vinter.

Sådan skulle det ikke gå (jeg er skuffet over vejrgudernes formåen).

Faktisk har jeg været temmelig udfordret med både vejrtrækning og bensyre. Mest vejrtrækningen. Så snart jeg løber i moderat tempo, hvilket er nødvendigt for mig på en del af løbeturen for at løbe 5 km på under 30 min, så går det galt. Jeg føler ikke, at jeg får ilt nok og jeg bliver meget stakåndet, så det er en pinsel den sidste kilometer. Jeg forsøger virkelig at trække vejret rigtigt, men noget må jeg gøre forkert. Jeg ved ikke om kulden også kan påvirke ens vejrtrækning, men det finder jeg jo ud at, når den på et tidspunkt erstattes af varmegrader.

Nuvel, jeg er såmænd ikke vildt bekymret for løbet den 4. maj. Jeg har en enkelt gang været under 30 (29:44 – det var frygtelig hårdt) og havde ganske vist sat mig som mål, at jeg også skulle under 30 min til løbet, men i stedet for at fokusere så meget på resultatet den 4. maj, så vil jeg hellere fokusere på overhovedet at komme i gang igen “on a regular basis”. Selvfølgelig kunne det være fedt med et godt resultat til løbet, men jo mindre jeg fokuserer på det, jo mindre skuffet bliver jeg, hvis det ikke sker.

En veninde, der har løbet en del før hun desværre fik en skade, har opfordret mig til ikke at fokusere så meget på tiden generelt, når nu min vejrtrækning driller, men måske mere på, hvor langt jeg kan løbe. Og det vil jeg prøve!

Og så i øvrigt sætte min lid til, at kulden HAR en indvirkning på vejrtrækningen.

Løbeselskab
Jeg har brug for lyd i øregangen, når jeg løber. Noget til at tage fokus fra, hvor langt der er til mål. Måske kan jeg en dag undvære lyden (kunne fx godt forestille mig at lyden af havets brusen eller fuglekvidder kunne være godt), når jeg er blevet mere rutineret og det ikke er så hårdt. Indtil det (måske) sker, så er det som regel musik med en lidt hurtig rytme jeg lytter til. Så får jeg rytmen ind i kroppen og det har en positiv effekt. På iTunes har jeg købt “Running Hits 1+2″. Der er en del musik jeg ikke normalvis ville købe, men som løbemusik er den helt fin. Nogen gange kan jeg dog også finde på at lytte til podcast – bl.a Mads & Monopolet eller DR’s Radiodrama. Især er sidstnævnte yderst interessant – også til gåture 🙂

Endomondo er også min faste løbemakker. Jeg har købt Premium”-udgaven, ikke fordi jeg som sådan har brug for de ekstra features på nuværende tidspunkt, men man ved jo aldrig – og det er så min måde at bidrage til videreudviklingen på 🙂

Og kom så forår, varmegrader og sol!