Feed on
Posts
Comments

I morgen tager jeg hul på den 4. arbejdsuge i indslusningsfasen på i alt 7 uger. Jeg er på fuldtid første uge i marts.

Det er rigtig dejligt at være tilbage. Den sidste tid før jeg skulle starte, var jeg ved at være rigtig utålmodig. Jeg havde fået mere end rigeligt af mit eget selskab og min navle var ved at være hudløs. Jeg kunne ikke rigtig komme videre i helingen. Man kan sige, at jeg havde fået gipsen af, men at genoptræningen nødvendigvis måtte foregå i det miljø, hvor jeg skulle lære at gå igen.

Nu har jeg så genoptrænet i 3 uger og det har indtil videre være en succes. Min største udfordring lige nu er ikke at tro, at jeg kan det hele og derved brænde al overskud af i opstartsfasen. Den skal jeg lige arbejde lidt med og virkelig bremse mig selv. Ledelsen er også god til at bremse mig.

Indtil videre har der ikke rigtig været nogen situationer, hvor jeg har følt noget af den uro jeg havde før. Jo, måske lige på nær en enkelt episode i fredags, men den fik jeg bremset og taget hånd om ved at gå til ledelsen og snakke om den. Det var selvfølgelig træls af mærke, at jeg reagerede indeni – omvendt var det en succes, at jeg faktisk handlede på det og selv opsøgte løsningen.

Mine opgaver får jeg tilbage gradvist. Jeg er ikke sikker på, om jeg er i stand til at overtage samtlige opgaver allerede den første uge jeg er på fuldtid. Det skal jeg virkelig være opmærksom på og jeg skal have talt med ledelsen om det. Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvilke forventninger de har på det punkt, men hvis jeg siger, at jeg ikke vil have alle opgaver tilbage til marts, så er det sådan det bliver. De er meget opmærksomme på, at jeg ikke skal ryge ned igen – det er jo ikke ligefrem billigt at betale løn til en stressramt. Selvom de får refusion, så kræver det jo stadig resurser på andre punkter.

Meningen er, at jeg skal have den samme mængde arbejdsopgaver tilbage som før jeg blev stressramt. Hele arbejdet for mig ligger i at lære at håndtere altid at være bagud med opgaver, for det er et faktum at sådan vil det altid være med det resurser vi har.

Iøvrigt er det skrivekursus, som jeg havde meldt mig til, blevet aflyst pga. for få tilmeldinger. Det er jeg rigtig, rigtig træt af. Jeg havde virkelig glædet mig og håbet på at finde inspiration. Og til at have noget at gå op i udenfor arbejde. Det er ikke lykkedes mig at finde alternative skrivekurser, så nu går jeg i tænkeboks mht., hvad jeg så skal have.

Træningen er gået i stå efter jeg er startet på arbejde igen. Det er noget lort. Jeg skal simpelthen i gang igen. Den fysiske aktivitet har ganske enkelt for stor positiv indvirkning på mit liv til, at jeg kan tillade mig at være sådan en sjuft omkring det.

I morgen skal jeg til psykolog igen. Jeg har kun 1 gang tilbage, men hun har søgt om jeg kan få flere konsultationer under sundhedssikringen, da jeg fortalte hende, at jeg især får brug for samtaler, når jeg går på fuldtid og den dag jeg har alle opgaver tilbage på mit skrivebord. Hvis det ikke er lykkedes hende at få flere, så betaler jeg selv.

Leave a Reply