Feed on
Posts
Comments

Sygemeldt

Så blev jeg en del af statistikken over stressramte danskere.

Det er den klassiske historie.

Sådan noget kommer jo ikke natten over, men snigløbende gennem flere måneder. Til min MUS i januar, var jeg dybt, dybt demotiveret og fuldstændig kørt fast. Jeg var mildest talt blæst og røvtræt af at tale i telefon med kunder. Jeg levede som i en osteklokke. Det forudgående år havde været præget af mange forandringer, og jeg følte ikke at noget som helst lykkedes for mig.

Derfor blev det besluttet, at jeg skulle have et nyt ansvarsområde, af med nogle andre opgaver og slippe for telefonbetjening af kunderne.

Det gav mig troen og motivationen tilbage. Jeg var lettet og glædede mig. For en stund.

Men kort til efter fik vi pludselig ny chef (fra en anden afdeling).

Det kom som lynet og det var et tæppe, der blev trukket væk under mig. Min daværende chef vidste, at det ville være svært for mig – for denne nye chef og jeg har virkelig haft nogle sammenstød fordi han kan være så frygtelig arrogant. Jeg fik da også at vide, at jeg endelig måtte sige til, hvis jeg havde brug for hjælp til at takle ham.

Han overraskede dog positivt og havde sikkert også fået et hint om, at jeg var inde i demotiveret fase, så starten gik faktisk okay.

Jeg overtog de nye opgaver i februar eller marts – husker det ikke helt. Det var et rod jeg overtog fra en anden afdeling. En opgave, som jeg havde fået tilbudt, fordi min force er fordybelse og detaljefokus.

Men opgaverne var for mange – og jeg kom rigtig skidt fra start fordi jeg var bagud allerede fra dag 1 og ikke følte jeg havde styr på det. Forude ventede en masse interessetimer, hvor jeg knoklede for at komme bare nogenlunde i bund med opgaverne. Men det var skruen uden ende. Så snart jeg nåede over det ene bjerg, var der i mellemtiden komme et nyt.

Det var også en periode, hvor kolleger bekymrede spurgte om jeg nu havde styr på det.

Ja ja, jeg har skam styr på det. Jeg skal bare lige igennem denne pukkel, så er jeg med.

Og så lige den næste pukkel, men er jeg også med.

Men som nogen sikkert kan gætte, så skete det bare aldrig.

De få gange jeg forsøgte at sige, at jeg havde for meget, blev jeg mødt med “Så skulle du se min mailbox”. Så jeg tænkte, at det jo var mig den var gal med. Alle har jo travlt. Så jeg måtte bare hænge i.

Så jeg knoklede videre. Ganske vist skar jeg ned på antallet af interessetimer efter sommerferien. Fordi jeg før sommerferien, godt kunne mærke, at det måske ikke gik i længden.

Men opgaverne var der jo stadig. Og skulle løses. Så i sensommeren begyndte jeg så småt på interessetimerne igen omend ikke i samme omfang som før sommerferien. Men frustationerne og magtesløsheden blev større og større.

For det der åndehul jeg jagtede, kom jo aldrig.

Selvfølgelig skulle filmen knække på et tidspunkt – mere præcist den 16. september, hvor den berygtede dråbe i bægeret endelig fik det hele til at flyde over.

Den dag sad jeg bag skærmen og pludselig kom tårerne – forårsaget af en fejl, som chefen gjorde mig opmærksom på. Flere gange henover formiddagen. Som om jeg ikke havde fattet den første gang.

Fejlen i sig selv var ikke katastrofal, men i mit hoved blev det for meget.

Og jeg havde bare lyst til at råbe ham ind i hovedet, at jeg sgu havde forstået allerede første gang han nævnte den.

Dagen efter, da jeg havde fået lidt hold på mig selv, gik jeg ind til chefen og sagde, at det hele pressede sig på. Så fik jeg midlertidig fjernet nogle opgaver, og jeg var umådelig lettet da jeg den dag tog hjem fra arbejde.

Men det skulle vise sig, at jeg havde ventet for længe med at sige fra. For de følgende dage, havde jeg sommerfugle i maven og rystede, når jeg skulle ud ad døren om morgenen. Så snart jeg mødte ind, brugte jeg den første halve eller hele time på at få hold på mig selv for ikke at tude. Men jeg kunne ikke få mig selv til at melde klart ud til chefen. Jeg følte mig flov og svag.

Det blev en kollega, der fortalte både min nuværende og tidligere chef om, hvor slemt det faktisk stod til. En anden kollega havde spurgt om, hvordan det gik og jeg havde fortalt om min nervøsitet. Det havde denne kollega overhørt og spurgte mig om hun måtte bringe det op overfor de to chefer fordi hun skulle på messe med dem nogle dage, og derfor kunne få alenetid med dem. Jeg gav hende grønt lys – velvidende, at jeg ikke selv ville tage mig sammen til at sige noget.

Det var efterfølgende et par meget bekymrede chefer, der kom retur fra messe. Resultatet blev, at jeg fik frataget endnu flere opgaver og skulle koordinere dagligt med en af de to chefer. Min tidligere chef forsøgte at sende mig hjem, men jeg nægtede. Jeg ville under ingen omstændigheder sygemeldes.

En stor fejlbeslutning fra min side, men jeg var slet ikke klar til at erkende, hvad der var galt med mig. Jeg fik tilkendt nogle telefonkonsultationer med en psykolog, men de hjalp mig ikke. Jeg brugte mere energi på at føle, at det var akavet at tale i telefon end jeg brugte på at lytte.

2½ måned, 2-3 telefonkonsultationer af max ½ times varighed, daglige koordineringer med cheferne, jævnlige sommerfugle i maven, indimellem tudeture og nedsat effektivitet senere, sad jeg langt om længe face to face med en psykolog, der fik mig overbevist om det fornuftige i en sygemelding. Som fik mig til at forstå, at hvis jeg blev ved med at arbejde fuldtid i det miljø, der stresser mig, så ville jeg bare trække det i langdrag.

Så i onsdags i sidste uge, da jeg gik hjem, var det med visheden om, at jeg ikke vidste, hvornår jeg ville komme tilbage.

Både de nærmeste kolleger og ledelsen åndede lettet op. Endelig havde jeg selv erkendt det som de havde erkendt for længe siden.

Nu er der så gået en uge, hvor det hver dag går fremad. Jeg har sådan nogenlunde styr på den dårlige samvittighed, og skal da gerne indrømme, at jeg godt kan tænke, at det sgu i grunden er meget fedt at have juleferie nu.

Men momentvis gribes jeg af panik. Tænk nu hvis jeg aldrig bliver “normal” igen? Tænk nu hvis jeg aldrig kommer tilbage på min normale styrke igen? Tænk, nu hvis….

Jeg skal starte på arbejde igen den 5. januar. Inden da, skal jeg til samtale med cheferne for at finde ud af, hvor mange timer jeg skal starte med og med hvilke opgaver.

Jeg SKAL igennem det her. Og jeg vil gøre hvad som helst!

Indtil videre går jeg til psykolog, lytter til diverse apps med mindfullness og selvhypnose, motionerer, sover og slapper af – gør gode ting for mig selv.

Men jeg mangler sgu selskab i løbet af dagen. Det bliver til virkelig mange timer alene, når man ikke har sine kolleger omkring sig.

Nå, det skal nok gå.

10 Responses to “Sygemeldt”

  1. betteskov siger:

    Åh JW, det er jeg virkelig ked af at høre! Vidste godt du har haft en hård tid på jobbet, men ikke at det var så slemt… Nu krydser jeg helt vildt fingre for, du får hvilet ud (måske endda sovet bedre?), får lidt ro til dit hovede og snart kommer på højkant igen. Masser af kram 🙂

  2. Birgitte B siger:

    Åh mand, håber virkelig det bedste for dig. Jeg håber du får god gavn/effekt af din psykolog. Pas på dig selv og lad være med at starte for hurtigt/meget op. Knus

  3. justwondering siger:

    Mange tak, I to.

    Det går jo heldigvis fremad. Så krydser jeg fingre for, at dette fremskridt holder, den dag jeg møder op på arbejde.

    I dag har jeg min anden konsultation hos face-to-face psykologen. Jeg håber at gå derfra med noget brugbart.

    Knus til jer.

  4. skafol siger:

    Skrammel og bullocks, men der er ikke så meget at gøre ved det end få ro på systemet. Og nu har du taget første skridt og erkendt, du ikke kan løfte månen selv. Derfra kan det kun gå fremad. God jul skal du i al fald have.

  5. justwondering siger:

    Skafol, for pokker – længe siden!!! Hvad sker der i dit liv?????

    Jeg vil nu ellers gerne løfte den der måne selv, men du har ret – det kan jeg nok ikke selv. Og det går jo fremad – faktisk har der ikke rigtig været nogen tilbagefald i den tid jeg har gået hjemme, men jeg bliver jo også først rigtig testet, den dag jeg vender tilbage.

    Rigtig god jul til dig!

  6. skafol siger:

    True, men jeg synes der er nogle ting, man kan lære at falde tilbage på, når det hele er ved at koge over. I mit tilfælde var det at slukke computeren og læse bøger igen. Det satte tempoet på verden ned, og så var det hele til at tage fat på noget tid efter igen. Kreative ting skulle også hjælpe, og du puzzler måske stadig? Ellers skulle det også være vejen frem. Held og lykke med det i al fald.

  7. justwondering siger:

    Det er i hvert fald blevet meget tydeligt for mig, at jeg skal finde frem til noget i min fritid, der virkelig kan fange mig, så arbejde kommer til at fylde mindre og mister betydning. Jeg skal have gjort arbejdet til en mindre vigtig del af mit liv. Når jeg ikke har en der hjemme at læsse af på, så kommer det nemlig til at fylde for meget.

    Så – nu har jeg tilmeldt mig et skrivekursus på aftenskole med start i slutningen af januar. Det glæder jeg mig til. Hvis jeg ikke finder skriveglæden og inspirationen frem igen, så har jeg i det mindste foretaget mig noget.

    Og ja – så er der jo altid puslespil.

    Det skal nok gå det hele!

  8. skafol siger:

    Det er nemlig det, det nok skal. Du må lige opdatere med det skrivekursus. Kunne være vi andre kunne blive inspireret 🙂

  9. Line42 siger:

    Årh for filan JW – har først set dette nu! Du får lige et cyberkram, for det er da noget rod. Jeg kender det desværre alt for godt selv, har været det igennem, endda mere end en gang (jeg vil åbenbart ikke lære det). Og det kommer sjældent uden at følges med dårligt lederskab – “så skulle du bare se min mailbox” er sgu da et af de ringeste argumenter, jeg nogensinde har hørt *indsæt djævleface*

    Håber du er OK – og at du passer på dig selv. Hvor svært det end kan være!

    Kram

  10. justwondering siger:

    Mange tak, søde Line.

    Det går meget, meget, meget bedre nu. Jeg er tilbage på arbejde nu. Ikke på fuldtid, men en indkøringsfase på 7 uger, så jeg er på fuldtid første uge i marts. Opgaverne bliver gradvist ført tilbage til mig, så jeg ikke starter med samtlige opgaver den første uge jeg er på fuldtid.

    Jeg har allerede kunnet konstatere, at jeg har lært at bruge de værktøjer jeg har fået gennem både psykolog og de apps jeg har lyttet til. Der har været et par situationer på arbejde, hvor jeg har fået handlet på nogle ting som jeg før bare ville vende ind mod mig selv.

    Så alt i alt går det godt.

    Du SKAL lære det, Line – at passe på dig selv. Intet job er værd at brænde helt ud for. Jeg fik taget hånd om min situation før jeg lå og rallede i fosterstilling – det har jeg en kollega der ikke gjorde. Hun kom aldrig tilbage og her 4 år efter, går hun stadig ned med ujævne mellemrum. Pas på dig!

    Stort kram til dig.

Leave a Reply