Feed on
Posts
Comments

Jamen, er det ikke bare skønt?

Jeg ved godt det regner ind imellem og solen stikker lidt af, når regnen bliver for meget – men – temperaturen, venner. Den stiger og stiger, og vinden føles lun på de solhungrende (og for mit vedkommende blege) vinterkinder.

Og så er der jo dagens længde, som er blevet 8 timer og 11 minutter længere – i hvert fald for østjyderne. Det svinger jo alt afhængig af landsdel – fx kan skagboerne glæde sig over 8 timer og 41 minutter. De sydlige egne halter efter, men de skal nok komme med, det tager bare lidt længere tid.

FORÅR!!! Gotta love it!

Her i JW-land går det okay. Jeg er så småt ved at komme ind i rutinen igen med at løbe (heldigvis, for IFORM er jo den 4. maj). Forrige gang gik det rigtig fint – ikke så meget på tid, men turen føltes let(tere). Til gengæld var sidste tur da helt ad H til. Det svinger meget. Måske er det indbildning, men det virker som om, at turene bliver meget hårde, hvis jeg fx har spist for meget pasta og anden stivelsesholdig mad dagen før. Især pasta har min krop det rigtig skidt med. Pasta har aldrig gjort noget godt for fordøjelsessystemet, og det betyder lettere væskeophobning med hævede, tunge ben tilfølge.  Og når jeg nu VED, hvordan min krop reagerer på store indtag af pasta, hvorfor så….

I går kl. 16.50 startede min weekend. I morgen skal min nevø i Birkerød konfirmeres, så jeg sætter mig på toget mod Vejle i eftermiddag. Så samler mine forældre mig op der. Regner med at være hjemme igen lørdag eftermiddag. Fejringen skal foregå på et strandhotel, så det kunne være rart at komme ud at gå lidt langs vandet – satser derfor på (lidt) anstændigt vejr. Jeg glæder mig til at være sammen med den del af familien. Jeg har endnu ikke mødt min ex-svigerindes nye mand, og hendes familie har jeg ikke set i et par år.

Hvad så med mig, der sidder her bag skærmen. Hvad sker der egentlig med mig – sådan på et dybere plan?

Altså – mit andet indlæg her på bloggen fra december, omhandlede mest relationen til min ex og mine tanker omkring den. Relationen er fortsat i (næsten) samme stil. En af de tanker jeg vist ikke skrev om dengang, var mine overvejelser omkring, hvad der skulle ske, når en af os mødte en vi ville satse på. Egentlig har der ikke været så meget at overveje – min holdning har hele tiden været, at den dag det sker, så skal vores samvær stoppe, for så kan vi ikke bruge hinanden til noget mere. Eller så kan jeg ikke bruge ham til noget. Dertil har der været for meget følelsesmæssigt rod mellem os.

I torsdags i sidste uge, var så dagen, hvor jeg fik serveret “JW, vi skal lige have en snak” til middag. Efterfulgt af “Jeg har mødt en, der har vendt op og ned på mit liv”.

Og det har jeg selvsagt ikke lyst til at være en del af (eller høre flere detaljer om), så det der skulle være en af vores hyggemiddage, blev en afskedsmiddag. Ikke at jeg sagde noget den aften, men efter at have tænkt hele weekenden, holdt jeg fast i min beslutning om at sige stop, så da han i starten af ugen spurgte om vi skulle spise sammen en af dagene, så var svaret nej. Beslutningen burde ikke komme bag på ham, da jeg har nævnt det for ham flere gange, når vi har talt om fx fremtid. Det kom så åbenbart bag på ham alligevel – fordi han har glemt at lytte til mig gennem tiden, eller også har han glemt det (en evne han har – selektiv hukommelse). Så min venlige afvisning blev ikke vel modtaget, så jeg måtte skære ud i pap, hvad jeg mente om hans måde at reagere på. Så blev tonen anderledes forstående og vi fik den lukket på en ordentlig måde.

Det er et godt incitament for mig til at komme ud af osteklokken. På en underlig måde har jeg håbet på, at det her ville ske snart. For selvom jeg ikke ligefrem jubler, så har jeg måske et eller andet sted godt vidst, at det var det der skulle til.

Jeg har det ret godt med beslutningen, men selvfølgelig kører tankerne rundt i hovedet. Det er jo trods alt et menneske der har været i mit liv i 5 år, og som også har bidraget positivt til mit liv, så det ville være underligt, hvis jeg bare var ligeglad.

Heldigvis skal jeg ikke kæmpe mod en fristelse til at kontakte ham, sådan som jeg har skullet kæmpe før, når jeg har forsøgt at afslutte forbindelsen. Nu har jeg haft en hel konkret grund til at afslutte, og jeg føler ingen fristelse til kontakt overhovedet. Noget af det skyldes selvfølgelig (og heldigvis) også, at tiden har arbejdet så meget for mig, at jeg har bevæget mig følelsesmæssigt længere væk fra ham.

Resten handler vist ikke så meget om mine følelser for ham, men mine følelser for mig selv.

Nu skal jeg lige sunde mig lidt, og så må jeg vist hellere blive lidt mere aktiv på min datingprofil (der har længe ligget ulæste brevet – meget uhøfligt af mig).

God weekend i blogland og alle mulige andre steder.

 

Leave a Reply