Feed on
Posts
Comments

Det står sgu sløvt til med rapporteringen fra ingenmandsland.

Måske fordi der ingen mand er at rapportere om.

Eller.

Det passer ikke. Ikke helt, i hvert fald – men den eneste mand jeg kan rapportere om, burde faktisk slet ikke være en del af mit “land”. Det er nemlig ex’en. Som nu har været min ex i 2½ år – et halvt år længere end han var min kæreste (hvilket i øvrigt er meget underligt at tænke på og ikke helt til at forstå). Vi spiser sammen, ser film i sofaen, nusser, ser en koncert en sjælden gang imellem. Og det er selvfølgelig til tider noget værre rod. For mig og mine følelser. Især de gange, hvor jeg lader mig forføre. Så går det helt galt. Så tager jeg et break i en længere periode, hvor jeg kæmper for ikke at være i kontakt med ham. De perioder er blevet nemmere at være i. Meget nemmere. Men det er jo for fanden også noget være rod. At det skal være nødvendigt med denne kamp. Det er røvirriterende! I den perfekte verden ville jeg jo bare lukke og slukke.

Nå, men som udgangspunkt går det jo heldigvis meget, meget bedre med mit følelsesliv. Det var en meget, meget hård nyser at komme igennem det brud. Jeg har oplevet et følelsesmæssigt hårdt brud før, men det her var anderledes. Ikke fordi jeg mistede ham som kæreste, men fordi det skete som det gjorde og jeg mistede noget af mig selv. At få tæppet rykket væk under mig. At miste det hele – papbørn, svigerfamilie, kæreste, bolig – nærmest overnight. At blive kylet ud med badevandet uden redningsvest. At ligge og svømme desperat rundt mellem to øer uden at kunne nå nogen af dem, men bare synke længere og længere ned. Det er noget af det værste og mest sindsoprivende jeg har oplevet. Jeg gik rundt i en form for følelsesmæssig chok i et halvt år uden egen fast bolig, hvor jeg kunne komme til hægter. Et halvt år, hvor jeg bogstaveligt talt rystede på hænderne. Så meget, at andre kommenterede på det. Jeg smed så mange kilo, at min læge blev bekymret. Jeg var mere vågen om natten end jeg sov fordi jeg lå og skældte ud.

Og jeg håber aldrig, aldrig, aldrig at jeg skal opleve sådan et brud igen. Så hellere leve mit liv alene, for ingen mand er det værd. Ingen.

Er jeg skræmt over skulle møde en ny mand? Ja sgu! Nogen gange er jeg pissehamrende bange for at møde en mand, fordi jeg er så sindssygt bange for igen at opleve et sådant brud. Og nogen gange kan jeg gå i panik ved tanken: “Tænk, hvis jeg aldrig nogensinde bliver i stand til at føle noget for en anden mand igen”. For i bund og grund ønsker jeg jo ikke at leve alene. Jeg er fucking 43 år og har ikke tid til at spilde mit liv i ensomhed. Singleliv er opreklameret. Tosomhed er vejen frem.

Anyway – jeg er vel på cirka 95% oppetid i forhold til brudet. De sidste 5% skal jeg nok få bugt med.

I bund og grund har jeg det jo fint nu. Har datet et par stykker, men der er bare virkelig langt mellem lagkagestykkerne. Lige nu holder jeg datingpause. Har ikke mentalt overskud eller lyst. Det motiverer ikke, at jeg den ene gang efter den anden må konstatere, at ingen rammer mig. Ingen når dér ind. Der er sgu slukket. Eller bare virkelig lavt blus.

Jeg har været meget ramt af manglen på dagslys i år. Synes det har været langt værre end det plejer. Det plejer bare at være sådan lidt småtræls, men i år er det virkelig hårdt. Synes al overskud forsvandt, da vi stillede urene til vintertid.

Nå, men den 21. december er årets korteste dag – så begynder det heldigvis at gå i den lyse retning igen. Ganske vist i langsomt tempo, men dog i den rigtige retning.

Og nu har jeg vist overstået min skrivetid.

Til dig, der nåede helt herned: Er du på koffein?

 

P.S. Det er rart endelig at kunne skrive et sted, hvor ex’en, familie og omgangskreds ikke kan læse med. Derfor er det også så vigtigt for mig, at bevare min nyerhvervede anonymitet.

5 Responses to “Nå, man skal jo til det…”

  1. skafol siger:

    Den skal du også bare nyde. Anonymiteten altså. Den har sine fordele. Og jeg er ikke på koffein. Ikke endnu i al fald. Men det kommer. Dog i te-form. Har ikke længere maven til kaffe.

  2. milady siger:

    Nej, jeg er ikke på koffein, bare skamløst nysgerrig og interesseret i dig. Jeg jubler selv over den nyvundne anonymitet selvom “Inkognito” ikke just er mit mellemnavn herinde. Man er bare mere sig selv. Synes jeg 🙂

  3. Line42 siger:

    Lige nu er jeg på gløgg… og jeg vil bare sige KRAAAAAMMM!!!! Hold fast i dig selv, fordi du er smuk, fordi du er intelligent og interessant, fordi du er DIG.

    Verden bliver snart et bedre sted. Jeg tror på det. Også uden gløgg.

  4. justwondering siger:

    Shit mand – hele 3 kommentarer fandt jeg til godkendelse. Hvorfor mon jeg ikke har fået en mail om, at der var afventende kommentarer???

    Skafol for fan’….gamle dreng. Koffein i te-form er sgu også ok! Velkommen tilbage!

    Milady: Ja, den er sgu go’ – den der anonymitet. Og koffein. Og interesse for andre mennesker 🙂

    Line – kraaaam tilbage til dig. Jeg arbejder på at holde fast i mig selv. Og ja, verden BLIVER bedre. Jeg havde nu nok håbet, at jeg var nået lidt længere i løbet af 2012, men så er det jo godt, der også er et 2013 at kunne bruge.

  5. […] – mit andet indlæg her på bloggen fra december, omhandlede mest relationen til min ex og mine tanker omkring den. […]

Leave a Reply