Feed on
Posts
Comments

Anonymitet

Det er lidt over fire år siden, at jeg oprettede denne blog for at få lidt anonymitet tilbage, og snart to år siden, at jeg skrev mit sidste indlæg her.

Jeg har været meget lidt anonym i den tid, der er gået. Især det sidste års tid har jeg ført mig frem for åbent social media tæppe på andre platforme, men nu trænger jeg igen til at have et sted, hvor jeg kun skriver til en lille skare.

Derfor vækker jeg denne blog til live igen.

Så…hej derude…

 

 

I morgen tager jeg hul på den 4. arbejdsuge i indslusningsfasen på i alt 7 uger. Jeg er på fuldtid første uge i marts.

Det er rigtig dejligt at være tilbage. Den sidste tid før jeg skulle starte, var jeg ved at være rigtig utålmodig. Jeg havde fået mere end rigeligt af mit eget selskab og min navle var ved at være hudløs. Jeg kunne ikke rigtig komme videre i helingen. Man kan sige, at jeg havde fået gipsen af, men at genoptræningen nødvendigvis måtte foregå i det miljø, hvor jeg skulle lære at gå igen.

Nu har jeg så genoptrænet i 3 uger og det har indtil videre være en succes. Min største udfordring lige nu er ikke at tro, at jeg kan det hele og derved brænde al overskud af i opstartsfasen. Den skal jeg lige arbejde lidt med og virkelig bremse mig selv. Ledelsen er også god til at bremse mig.

Indtil videre har der ikke rigtig været nogen situationer, hvor jeg har følt noget af den uro jeg havde før. Jo, måske lige på nær en enkelt episode i fredags, men den fik jeg bremset og taget hånd om ved at gå til ledelsen og snakke om den. Det var selvfølgelig træls af mærke, at jeg reagerede indeni – omvendt var det en succes, at jeg faktisk handlede på det og selv opsøgte løsningen.

Mine opgaver får jeg tilbage gradvist. Jeg er ikke sikker på, om jeg er i stand til at overtage samtlige opgaver allerede den første uge jeg er på fuldtid. Det skal jeg virkelig være opmærksom på og jeg skal have talt med ledelsen om det. Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvilke forventninger de har på det punkt, men hvis jeg siger, at jeg ikke vil have alle opgaver tilbage til marts, så er det sådan det bliver. De er meget opmærksomme på, at jeg ikke skal ryge ned igen – det er jo ikke ligefrem billigt at betale løn til en stressramt. Selvom de får refusion, så kræver det jo stadig resurser på andre punkter.

Meningen er, at jeg skal have den samme mængde arbejdsopgaver tilbage som før jeg blev stressramt. Hele arbejdet for mig ligger i at lære at håndtere altid at være bagud med opgaver, for det er et faktum at sådan vil det altid være med det resurser vi har.

Iøvrigt er det skrivekursus, som jeg havde meldt mig til, blevet aflyst pga. for få tilmeldinger. Det er jeg rigtig, rigtig træt af. Jeg havde virkelig glædet mig og håbet på at finde inspiration. Og til at have noget at gå op i udenfor arbejde. Det er ikke lykkedes mig at finde alternative skrivekurser, så nu går jeg i tænkeboks mht., hvad jeg så skal have.

Træningen er gået i stå efter jeg er startet på arbejde igen. Det er noget lort. Jeg skal simpelthen i gang igen. Den fysiske aktivitet har ganske enkelt for stor positiv indvirkning på mit liv til, at jeg kan tillade mig at være sådan en sjuft omkring det.

I morgen skal jeg til psykolog igen. Jeg har kun 1 gang tilbage, men hun har søgt om jeg kan få flere konsultationer under sundhedssikringen, da jeg fortalte hende, at jeg især får brug for samtaler, når jeg går på fuldtid og den dag jeg har alle opgaver tilbage på mit skrivebord. Hvis det ikke er lykkedes hende at få flere, så betaler jeg selv.

Sygemeldt

Så blev jeg en del af statistikken over stressramte danskere.

Det er den klassiske historie.

Sådan noget kommer jo ikke natten over, men snigløbende gennem flere måneder. Til min MUS i januar, var jeg dybt, dybt demotiveret og fuldstændig kørt fast. Jeg var mildest talt blæst og røvtræt af at tale i telefon med kunder. Jeg levede som i en osteklokke. Det forudgående år havde været præget af mange forandringer, og jeg følte ikke at noget som helst lykkedes for mig.

Derfor blev det besluttet, at jeg skulle have et nyt ansvarsområde, af med nogle andre opgaver og slippe for telefonbetjening af kunderne.

Det gav mig troen og motivationen tilbage. Jeg var lettet og glædede mig. For en stund.

Men kort til efter fik vi pludselig ny chef (fra en anden afdeling).

Det kom som lynet og det var et tæppe, der blev trukket væk under mig. Min daværende chef vidste, at det ville være svært for mig – for denne nye chef og jeg har virkelig haft nogle sammenstød fordi han kan være så frygtelig arrogant. Jeg fik da også at vide, at jeg endelig måtte sige til, hvis jeg havde brug for hjælp til at takle ham.

Han overraskede dog positivt og havde sikkert også fået et hint om, at jeg var inde i demotiveret fase, så starten gik faktisk okay.

Jeg overtog de nye opgaver i februar eller marts – husker det ikke helt. Det var et rod jeg overtog fra en anden afdeling. En opgave, som jeg havde fået tilbudt, fordi min force er fordybelse og detaljefokus.

Men opgaverne var for mange – og jeg kom rigtig skidt fra start fordi jeg var bagud allerede fra dag 1 og ikke følte jeg havde styr på det. Forude ventede en masse interessetimer, hvor jeg knoklede for at komme bare nogenlunde i bund med opgaverne. Men det var skruen uden ende. Så snart jeg nåede over det ene bjerg, var der i mellemtiden komme et nyt.

Det var også en periode, hvor kolleger bekymrede spurgte om jeg nu havde styr på det.

Ja ja, jeg har skam styr på det. Jeg skal bare lige igennem denne pukkel, så er jeg med.

Og så lige den næste pukkel, men er jeg også med.

Men som nogen sikkert kan gætte, så skete det bare aldrig.

De få gange jeg forsøgte at sige, at jeg havde for meget, blev jeg mødt med “Så skulle du se min mailbox”. Så jeg tænkte, at det jo var mig den var gal med. Alle har jo travlt. Så jeg måtte bare hænge i.

Så jeg knoklede videre. Ganske vist skar jeg ned på antallet af interessetimer efter sommerferien. Fordi jeg før sommerferien, godt kunne mærke, at det måske ikke gik i længden.

Men opgaverne var der jo stadig. Og skulle løses. Så i sensommeren begyndte jeg så småt på interessetimerne igen omend ikke i samme omfang som før sommerferien. Men frustationerne og magtesløsheden blev større og større.

For det der åndehul jeg jagtede, kom jo aldrig.

Selvfølgelig skulle filmen knække på et tidspunkt – mere præcist den 16. september, hvor den berygtede dråbe i bægeret endelig fik det hele til at flyde over.

Den dag sad jeg bag skærmen og pludselig kom tårerne – forårsaget af en fejl, som chefen gjorde mig opmærksom på. Flere gange henover formiddagen. Som om jeg ikke havde fattet den første gang.

Fejlen i sig selv var ikke katastrofal, men i mit hoved blev det for meget.

Og jeg havde bare lyst til at råbe ham ind i hovedet, at jeg sgu havde forstået allerede første gang han nævnte den.

Dagen efter, da jeg havde fået lidt hold på mig selv, gik jeg ind til chefen og sagde, at det hele pressede sig på. Så fik jeg midlertidig fjernet nogle opgaver, og jeg var umådelig lettet da jeg den dag tog hjem fra arbejde.

Men det skulle vise sig, at jeg havde ventet for længe med at sige fra. For de følgende dage, havde jeg sommerfugle i maven og rystede, når jeg skulle ud ad døren om morgenen. Så snart jeg mødte ind, brugte jeg den første halve eller hele time på at få hold på mig selv for ikke at tude. Men jeg kunne ikke få mig selv til at melde klart ud til chefen. Jeg følte mig flov og svag.

Det blev en kollega, der fortalte både min nuværende og tidligere chef om, hvor slemt det faktisk stod til. En anden kollega havde spurgt om, hvordan det gik og jeg havde fortalt om min nervøsitet. Det havde denne kollega overhørt og spurgte mig om hun måtte bringe det op overfor de to chefer fordi hun skulle på messe med dem nogle dage, og derfor kunne få alenetid med dem. Jeg gav hende grønt lys – velvidende, at jeg ikke selv ville tage mig sammen til at sige noget.

Det var efterfølgende et par meget bekymrede chefer, der kom retur fra messe. Resultatet blev, at jeg fik frataget endnu flere opgaver og skulle koordinere dagligt med en af de to chefer. Min tidligere chef forsøgte at sende mig hjem, men jeg nægtede. Jeg ville under ingen omstændigheder sygemeldes.

En stor fejlbeslutning fra min side, men jeg var slet ikke klar til at erkende, hvad der var galt med mig. Jeg fik tilkendt nogle telefonkonsultationer med en psykolog, men de hjalp mig ikke. Jeg brugte mere energi på at føle, at det var akavet at tale i telefon end jeg brugte på at lytte.

2½ måned, 2-3 telefonkonsultationer af max ½ times varighed, daglige koordineringer med cheferne, jævnlige sommerfugle i maven, indimellem tudeture og nedsat effektivitet senere, sad jeg langt om længe face to face med en psykolog, der fik mig overbevist om det fornuftige i en sygemelding. Som fik mig til at forstå, at hvis jeg blev ved med at arbejde fuldtid i det miljø, der stresser mig, så ville jeg bare trække det i langdrag.

Så i onsdags i sidste uge, da jeg gik hjem, var det med visheden om, at jeg ikke vidste, hvornår jeg ville komme tilbage.

Både de nærmeste kolleger og ledelsen åndede lettet op. Endelig havde jeg selv erkendt det som de havde erkendt for længe siden.

Nu er der så gået en uge, hvor det hver dag går fremad. Jeg har sådan nogenlunde styr på den dårlige samvittighed, og skal da gerne indrømme, at jeg godt kan tænke, at det sgu i grunden er meget fedt at have juleferie nu.

Men momentvis gribes jeg af panik. Tænk nu hvis jeg aldrig bliver “normal” igen? Tænk nu hvis jeg aldrig kommer tilbage på min normale styrke igen? Tænk, nu hvis….

Jeg skal starte på arbejde igen den 5. januar. Inden da, skal jeg til samtale med cheferne for at finde ud af, hvor mange timer jeg skal starte med og med hvilke opgaver.

Jeg SKAL igennem det her. Og jeg vil gøre hvad som helst!

Indtil videre går jeg til psykolog, lytter til diverse apps med mindfullness og selvhypnose, motionerer, sover og slapper af – gør gode ting for mig selv.

Men jeg mangler sgu selskab i løbet af dagen. Det bliver til virkelig mange timer alene, når man ikke har sine kolleger omkring sig.

Nå, det skal nok gå.

Pudsighed

Efter en rar weekend (lige på nær søndag, hvor jeg pga tømmermænd, først kom op i lodret position ved 15-tiden), synes jeg sgu det er lidt udmattende i denne uge. Pissehamrende travlt på arbejde. Kroppen strejker – benene er tunge og hævede. Jeg har vist overdrevet mit indtag af kulhydrater og hvidt brød den sidste uges tid. Den hurtige mad fordi jeg ikke orker at lave noget. Næste uge skal helt sikkert se anderledes ud. Jeg bliver så uoplagt både fysisk og mentalt.

Synes det er lækkert, at foråret rigtig er kommet. Alle de blomstrende træer og solens varme stråler. Aaaah.

Jeg cyklede ud til en sø i lørdags og gik en tur. Havde taget kamera med, men fik kun taget ganske få billeder. Det var blæsende og koldt derude, så jeg måtte trække hætten fra trøjen godt op over hovedet. Mens jeg gik derude, passerede en del mandlige løbere forbi mig. Det er nu godt med lidt øjenguf, og jeg fik da også øjenkontakt med et par stykker af dem.

Jeg tænkte på, at tænk nu hvis en af dem var fra datingsitet – og måske kunne genkende mig. Gik og fantaserede lidt om at blive kontaktet  af en som måske havde genkendt mig (jeg er virkelig klar til en kæreste). Det ville selvfølgelig være usandsynlig fordi det stort set kun var mit ansigt der var synligt – lige på nær de få gange jeg tog hætten af.

Men det usandsynlige kan åbenbart ske!

Fandeme om ikke der tikkede en besked ind et par timer efter. “Kan det passe jeg så dig ude ved søen i formiddags?”

What???????

Jeg bekræftede, at jeg havde været derude. At det var dejligt derude, men også at det var koldt.

“Du så ud til at fryse – du havde vist hætte på”

What???????

Han havde sgu genkendt mig på kun mit ansigt, som ellers var godt gemt. Mere præcist genkendte han mig på mine øjne. Han skrev, at jeg havde usædvanlig smukke øjne, et meget tænksomt blik og var “fokuseret indad”. Og det lyder sgu unægtelig ligesom mig – at være tænksom og fokusere indad. Specielt når jeg går tur.

Det var simpelthen sådan en vild oplevelse. At blive SET. Ikke bare kigget på, men SET. Han er normalt ikke en jeg ville lægge mærke til, hverken udseende eller type, og jeg kunne heller ikke mindes, at jeg havde set ham ved søen, men bare det, at han så mig på den måde – det var nok til, at jeg føler mig fuldstændig draget af ham.

Han skrev, at jeg måtte give besked, hvis jeg havde lyst til selskab på en gåtur ved søen en dag.

Og det har jeg så gjort. Skrevet til ham.

Så nu lader det til, at vi skal ses i weekenden.

Det er sgu da for vildt.

Og skulle det vise sig, at der ikke er andet at komme efter, så har det i det mindste givet mig et kæmpe boost.

Okay??

For at sige det som Nynne ville have gjort: Så så man lige min – og alle andres – kæbe ramme bordet til afdelingsmøde (et “vi splitter afdelingen til atomer og bygger det op fra bunden igen”-møde), da det overraskende fik oplyst, at vi får ny chef.

What?

Sig det lige igen!

Længe siden jeg har været så paf.

Længe siden, at der har været så stille, så længe (okay, et minut, men det giver mening, når man ved, hvor meget vi normalt knævrer).

Bye-bye til kvindelig, jævnaldrende og empatisk chef.

Dav-dav til væsentlig yngre mand salgschef med firkantet attitude, der levner noget tilbage at ønske på det menneskelige plan.

Godt så!

Efter mødet kørte den på repeat i hjernen de næste mange timer.

Da jeg kom hjem, fik jeg nyheden vendt med et par stykker i familien, og vi blev enige om, at jeg sgu har godt af at blive udfordret ved at skulle samarbejde med en, der er så væsentlig anderledes.

Rent fagligt er det det rigtige valg der er truffet set ud fra fremtiden i vores afdeling – ingen tvivl om det.

Fremtiden i vores afdeling, som er kundeservice, byder på mere opsøgende salg – which I utterly hate! Der er satme ikke nogen sælger gået tabt i mig! Whatsoever!

Og det ved både den nuværende og den nye chef. Min profil passer ganske enkelt ikke til den slags arbejde. Jeg har længe ønsket en mere tilbagetrukket rolle, hvor jeg slipper for telefon, men til gengæld kan få lov at fordybe mig i mere administrative opgaver. Det er der min evne for struktur og detaljer kan udnyttes bedst. Efter at have serviceret kunder i 2 forskellige brancher de sidste 14-15 år, så hænger det mig langt ud af halsen.

Det fantastiske ved det her er, at jeg faktisk FÅR lov til at have en mere tilbagetrukket rolle. Og som det ser ud  nu, så slipper jeg også for telefonen det meste af tiden.

Nå, jeg må løbe. Vender sikkert tilbage med mere.

Status er, at der ikke er en mand i mit liv!

Total optur! Eller noget.

Der er stadig ret langt mellem tarzanerne, der svinger sig i lianerne inde i datingjunglen. Og jeg føler mig sgu ikke just som en smækker Jane, som jeg går hjælpeløst rundt derinde med min efterhånden temmelig grå manke (nej, jeg har ikke helt vænnet mig til det endnu).

Men jeg bliver ved! Selvom jeg – og mange af dem jeg kender, der færdes i online datingmiljøet – bliver temmelig kyniske af det. Eller det er ikke helt fair at påstå. Kynismen hersker også andre steder. Den kyniske fravælgelse er såmænd ikke anderledes end hvis du lader blikket fare rundt “ude i virkeligheden” (online dating ER en del af virkeligheden i dag), og helt ubevidst tilvælger/fravælger en person. På online dating bliver dette fravalg/tilvalg blot tydeliggjort fordi du skal gøre en hel konkret handling.

Fx laver jeg en ret konkret handling, når jeg modtager en besked fra en mand, der skriver, at hvis det bliver ham og mig, så vil han have mig med langt hår. What? Du er fandeme lige 4 mdr for sent ude, makker. Delete!

Eller ham, der formanede mig om, at jeg skulle bede min frisør om aldrig at komme i nærheden af mig med en saks igen. WTF????? Hvad fanden er det for noget pis at skrive??? Hvis du tror du får skabt nogen form for interesse ved at henvende dig på den måde, så er du sgu da fuldstændig ligeså dum som du ser ud! Seriøst, hvis jeg så en mand, der var blevet klippet og jeg syntes det var vildt synd, så var det sgu da mit eget problem. Jeg kunne da aldrig finde på at sige det uopfordret!!! Hvad fanden skulle han kunne bruge det til??? Delete!

Eller ham der bare skriver “Hmmm”. Hvad helvede ligger der i “hmmmm”???? Og hvad har du overhovedet tænkt dig, at jeg skal svare??? “Hmmm” kan både være ret skeptisk eller sådan lidt nice-agtigt. Beslut dig! Og så skriv hvad du vil! Delete!

Dyyyb indånding.

Har desværre ikke tid til at skrive mere. Der er ellers mere, hvor det kommer fra.

Will be back!

Lige om lidt ytrer jeg en holdning, som – såfremt sætningen var at læse i en avis – ville få det halve af landets feminister helt op i det røde felt og anklage mig for forræderi mod mit eget køn. Så jeg vælger at skrive det her fordi jeg ikke har så mange læsere, og fordi jeg er en konfliktsky kælling.

Jeg er bare nødt til at få luft. Nogen gange bliver jeg nemlig bare så træt. Det ville være nærliggende at skrive det på min Facebook fordi mit behov for denne meningstilkendegivelse er affødt af en Facebook-vens ytring. Der er dog nogle ret feministiske kvinder iblandt, så jeg orker ikke at starte 3. verdenskrig på min væg.

Her er så den sprængfarlige holdning:

Betonfeministerne kan blive deres eget køns værste fjende i kampen for ligestilling, fordi kampen bliver så fanatisk, at de kommer til at undertrykke deres eget køn.

Det er så nu, at jeg skal skynde mig at slå fast overfor betonfeministerne: Jo, jeg går ind for ligestilling! Så længe den giver mening!

Årsagen til, at jeg nu trænger til luft, er denne annonce:

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=519347444852208&set=a.446454795474807.1073741828.412101435576810&type=1&theater

Eller det er jo ikke selve annoncen, der giver mig et vist luftbehov, men derimod nogle feministiske reaktioner på annoncen.

En af reaktionerne var, at firmaet skulle skamme sig fordi de sætter kvinder i bås. Og igen blev ordet “ligestilling” lige skudt ind. Firmaet skulle have formuleret det som et begynderkursus for både mænd og kvinder.

Og SÅ er det, at jeg bliver en lille smule træt.

Nuvel, man kan måske diskutere om udtrykket “slut med at spille jomfru i nød” er velvalgt, men fred være nu med det.

MEN – når diskussionen opstår fordi firmaet tilbyder et kursus kun for kvinder, så er det jeg tænker:

STOP NU!

Jeg kender sgu mange kvinder, der ikke ved ret meget om biler. Jeg kender også kvinder, der faktisk ved noget om biler. Jeg er bare ikke en af dem. Hvis jeg har lyst til at lære noget om biler, så ville jeg personligt foretrække et kursus kun for kvinder.

Det KUNNE jo være, at firmaet faktisk har fået så mange efterspørgsler fra kvinder, at det er kvindernes egne behov der ligger til grund for at firmaet faktisk udbyder dette kursus.

Og opfyldelsen af dette behov, skal en flok betonfeminister sgu ikke forhindre i ligestillingens navn.

Det er i sådanne situationer, at jeg mener, at de kommer til at undertrykke deres eget køn.

Hvorfor denne, i mine øjne, fuldstændig absurde angst for at gøre forskel på kvinder og mænd?

Der ER forskel på køn. Der ER forskel på kønnenes interesser. Der er OGSÅ ligheder.

Og hvis nogle kvinder har lyst til at deltage i et bilkursus sammen med mænd, så er der rig mulighed for det. Hvis nogle kvinder kun vil deltage sammen med andre kvinder, så er der også mulighed for det.

Men det må kvinderne ikke.

Siger kvinderne.

Jamen????

Måske er det bare mig, der er helt galt afmarcheret her??

 

 

It’s alive!

Så er der endnu engang gået rigtig lang tid siden seneste indlæg. Jeg har indtil flere gange siddet foran den tomme kladde med den intention at skrive – bare for at lukke siden ned kort efter, uden at have nedfældet et ord.

Der er jo fandeme næsten gået et halvt år. Jeg fatter det ikke. Så er jeg jo blevet næsten et halvt år ældre! Et halvt år her. Et halvt år der.

Nå, men der er da sket lidt siden sidst.

Nyt look
Ud over at være blevet næsten et halvt år ældre, er jeg også blevet korthåret! I november tog jeg det kæmpe store skridt at lade de lange lokker falde. Forud lå et længere tilløb før den endelige beslutning. Jeg havde i flere måneder tænkt, at jeg gerne ville stoppe med at farve de satans grå bæster – og jeg vidste bare, at der kun var een vej, hvis jeg skulle undgå at bære rundt på en virkelig grim udvoksning gennem længere tid: et clean cut!

Og vupti, nu sidder jeg her og er temmelig korthåret – og temmelig gråsprængt. Og er kommet til at se meget mere end et halvt år ældre ud, men jeg er glad for det og har fået mange komplimenter.

Date
Jeg mødte ham G&T-fyren et par gange i sensommeren. Det var et par super hyggelige dates, hvor snakken gik godt. Dog var vi enige om, at der ikke var den tiltrækning, der skulle være, så det sluttede efter 2. date.
Jeg slettede min profil igen efter et stykke tid, men nu har jeg næsten lige oprettet en ny. Jeg var lidt spændt denne gang fordi det jo var med mit nye look. Havde en ide om, at de fleste mænd foretrækker langt hår til kvinder, men det har nu ikke skortet på henvendelser. Jeg har en ret underholdende brevudveksling i gang med en anderledes og sjov mand. Jeg føler ikke der er kærestepotentiale, men kunne godt tænke mig at møde ham alligevel. Fordi der måske kunne være en anden form for relation. Han skriver selv i sin profil, at han ser et møde som en mulighed for at møde et nyt menneske. Altså at det ikke nødvendigvis behøver være en decideret date. Nu ser jeg lige tiden an før jeg spørger om han har lyst.

Eksen
Jeg er fuldstændig klar til en kæreste. Klar til at lukke en mand ind. Og det er jo selvfølgelig fordi, at de sidste rester af eksen og det han førte med sig, langt om længe er lukket helt ud af mit system. Og det er ret fantastisk. Faktisk. Ville aldrig have troet, at det skulle tage 3½ år, men det har det altså gjort. Og det må jeg jo bare acceptere selvom det nogen gange har været svært – men en Klovborg ost tager den tid en Klovborg ost skal tage. Så er den ikke så meget længere.
Vi mødes stadig og spiser sammen, men der går længere og længere imellem. Han er lige flyttet sammen med sin kæreste, men det forhindrer ham nu ikke i at forsøge være sammen med mig. Jeg faldt i et par gange det sidste halve år, det indrømmer jeg. Men det er et overstået kapitel. Det er længe siden det er sket sidst. Jeg vil ganske enkelt ikke bidrage til den adfærd, der var med til at ødelægge det mellem ham og mig. Jeg er så glad for, at det ikke er mig, der skal bøvle med ham. At jeg aldrig mere skal svigtes af ham. Det, at han også er sin nye kæreste utro, bekræfter mig i, at det ikke var mig det var galt med. Han har virkelig et problem med at forpligte sig 100% og er altid på jagt efter et nyt fix. Hans misbrugsadfærd fornægter sig ikke. Kan I forestille jer, hvor befriende det føles ikke at være en del af det?

Arbejde
Det var et hårdt efterår på jobbet. Da vi nåede frem til jul, var jeg så demotiveret og udmattet, at jeg ikke gad på arbejde om morgenen, og når jeg var der, sad jeg bare og glædede mig til at komme hjem igen. Det var konsekvenserne af meget lang tids mangel på struktur og ordentlig ledelse, for mange opgaver og for få hænder. 2013 var i særdeleshed ustruktureret fordi vi skulle have integreret et nyt firma. I januar i år var jeg til MUS (for første gang i 2 år), og for første gang i mine snart 9 år i firmaet og til ejernes store overraskelse, havde jeg nærmest intet at bidrage med. Jeg har ellers altid skrevet stolpe op og stolpe ned med problemstillinger, løsningsforslag, ris og ros. Denne gang var jeg helt og aldeles tom – jeg var kort sagt gået fuldstændig i stå. Jeg er røvtræt af mine opgaver. Mit kerneområde er kundeservice – og jeg er røvtræt af at servicere kunder. Det blev derfor besluttet, at de skal forsøge at flytte mig til andre opgaver, hvor de kan udnytte mine kompetencer noget bedre. Jeg er detaljeorienteret, struktureret og god til at være på forkant og se, hvor der kan opstå problemer. Både de og jeg skal komme med ideer til, hvilke opgaver det kan være, men her er jeg temmelig udfordret – for jeg har svært ved at se, hvor de opgaver skulle kunne være. Ikke fordi de ikke er der, men jeg er bare ikke i stand til at få øje på dem. Jeg håber det bliver ført ud i livet, men jeg vil se det før jeg tør tro det. For det at jeg skal bevæge mig væk fra min afdelings hovedopgave, betyder jo at der skal en del omrokering til, og det kan ikke undgås at det kommer til at få stor indvirkning på mine kollegers opgaver. Og der er ansættelsesstop, så ekstra hænder er ikke en mulighed. Men – det er deres ansvar, at få det til at gå op, ikke mit.

Jubilæum
I slutningen af november havde jeg 3-års jubilæum i min lejlighed. Det er eddermanerne vildt at tænke på. Jeg kan stadig huske mit første blogindlæg herfra. Den enorme lettelse det var at sidde i min egen stue i min egen lejlighed med mine egne ting omkring mig. Jeg har nævnt det før, det ved jeg godt, men det var bare så skelsættende for mig. Bag mig lå et halvt års total magtesløshed og kæmpen for at holde mig oprejst. Forude lå et langt og sejt træk med at finde fodfæste igen.

Og det lykkedes jo, kan jeg i dag konstatere!

I formiddags var jeg et smut forbi min gamle blog (har flyttet den hertil). Jeg læste nogle af de gamle indlæg. Helt tilbage til dengang i juni/juli 2010, hvor jeg stod midt i det rædsomme opbrud. Jeg kneb en tåre, da jeg læste det. Det er som om, at jeg læser om en anden person, og at jeg kan mærke personens smerte. Svært at forklare, men det kan virke helt surrealistisk at tænke på, at jeg var der engang. At det er mig. Men det er mig.

Men nu er jeg her.

Og det er et meget, meget bedre sted at være.

End der.

 

 

 

Det er ikke til at fatte, hvordan vi er kommet til 1. september.

Jeg bliver overrasket hver gang der er gået endnu en måned. Tiden går så stærk, så stærk.

Det har pisset ned i dag, men ellers er sensommeren helt fantastisk. Vejrudsigten for den næste tid ser også meget lovende ud. Elsker sensommer. Der er noget helt specielt over den dovne septembersol.

Date
Og så tror jeg det bliver en ekstra god sensommer i år. Har jo oprettet en datingprofil, og kan mærke på mig selv, at jeg er så meget mere modtagelige end jeg har været de andre gang jeg har forsøgt. Der er virkelig sket en positiv udvikling derinde et sted.

Ham, jeg henvendte mig til, svarede aldrig, men det er okay – for så var der lige ham G&T-fyren der skrev. Han fangede mig hurtigt med sin lidt drillende og kantede humor. Nu har vi aftalt, at vi skal på date en dag. Uden at have lavet en decideret aftale, men det sker forhåbentligt inden alt for længe. Jeg er noget spændt.

Og nervøs. For med “modtageligheden”, følger også risikoen for afvisning – indtil nu har det været mig der har afvist fordi jeg ikke har været klar. Så bliver jeg ramt af tankerne om at blive dømt ude – og jeg kan finde alle mulige (og umulige) grunde til, at han skulle gøre det.

Men sådan er det jo. Det er spillets regler. Man bliver enten inkluderet eller ekskluderet.

Jeg burde i stedet tænke på alle de grunde han har til at ville mig. Jeg har jo masser af godt at byde på.

Og det er jo heller ikke sikkert, at jeg selv føler noget, når jeg møder ham.

Nå, men I skal nok høre mere om føljetonen – uanset, hvordan den så ender.

Løb
Jeg er tilbage på de 5 km, men jeg har haft lidt udfordringer med både knæ, ømme muskler og hævede ben. Når jeg løber, gør jeg det gerne lige når jeg kommer hjem fra arbejde, men mine ben har det med at hæve op i løbet af arbejdsdagen, når jeg sidder for længe foran skærmen på en dårlig kontorstol, og jeg har lige cyklet 8,3 km med godt med tramp i pedalerne på vej hjem. Jeg tror ikke mine ben og knæ er specielt vilde med at jeg straks lægger en løbetur oveni. Min strategi vil derfor være, at jeg sørger for lige at strække ud, når jeg kommer hjem fra cykelturen, og så skal jeg sidde med benene op et stykke tid, så hævelsen aftager. Og SÅ kan jeg tage ud at løbe. Det jeg er mest nervøs for er altså mine knæ. Jeg vil virkelig, virkelig nødig have problemer med dem igen.

Arbejde
Efter lang, lang tids frustrationer, har min afdeling nu haft møde med vores leder/ejere. Det var et meget positivt møde. Vi forlod mødelokalet efter at have fået trumfet nogle ret vigtige tiltag igennem. Det var tydeligt, at de havde haft tid til at tænke over tingene og vores frustrationer henover sommeren. Det er jo ikke fordi der er sket et mirakel og der er stadig nogle frustrationer vi må leve med, men bare det at bliver hørt og imødekommet er virkelig motiverende.

 

 

 

Fuck

Fuck.

Jeg har lige oprettet en datingprofil. Igen. Igen. Igen.

Fuck.

Jeg har lige skrevet til en.

Fuck.

Tænk hvis han svarer.

Fuck.

Hvad gør jeg så?

Fuck.

Older Posts »